Ep8. De sidste bjerge i Peru og rejsen gennem Amazonas

/0 Kommentarer/i

I denne podcast får vi junglefeber, når vi cykler fra højsletten og ned til junglen. Men først fortæller vi flere
historier fra vores tur gennem Perus bjerge, for dem blev vi ikke færdige med i sidste podcast. Vi tager også
et smut forbi den sneklædte bjergkæde Cordellira Blanca, som viser sig at være sværere at besøge, end vi
først troede. I junglen har vi en mission; at finde en båd, der kan tage os over 1000 kilometer ind i junglen
langs Amazonas floder, til den peruvianske by Iquitos og videre til Ecuador. Mon vi lykkes?

Podcast: Afspil i nyt vindue

Tilmeld: Apple Podcasts | Spotify | RSS

Ep7. Vores møde med Peru og de helt store bjerge på Peru Great Divide

/0 Kommentarer/i

Vi får en hård velkomst i det fjerde land på vores cykeleventyr, Peru. Vi cykler langs verdens højst beliggende
sø, der er sejlbar, i 3800 meters højde, og krydser søen med vores cykler. Vi genbesøger den gamle
inkahovedstad Cusco, hvor vi holder en velfortjent cykelpause og slapper af i andre cyklisters selskab, før vi
begiver os ud på den berømte bikepacking rute Peru Great Divide og giver os i kast med de højeste bjergpas
i Sydamerika.

Podcast: Afspil i nyt vindue

Tilmeld: Apple Podcasts | Spotify | RSS

Galapagos – søløveleg, snorkling og hvide sandstrande

/0 Kommentarer/i

Søløven kigger nysgerrigt på os med sine dybe brune øjne. ”Flyt dig, flyt dig, den vil gerne hvile” råber et par lokale da søløven, på sin klodsede facon, kommer vraltende op ad vandet mod stenen. Katja må pænt overlade den sten, hun sidder på, til det trætte dyr.

Vi har fundet en strand, hvor vi kan snorkle, og Martin, Christian og Pernille bruger en halv time på at lege med søløverne under vandet. Lige så klodsede som søløverne er over vand, lige så elegante er de under vand, og det føles som om, at de nyder at vise sig med deres mange tricks. Martin griner højlydt ind i sin snorkel, hver gang søløven svømmer helt tæt på ham og i sidste øjeblik vender om og svømmer væk igen. Det gør søløven adskillige gange i træk. Nogle gange er det nødvendigt med en pause, og søløven sætter sig på havbunden og kigger forventningsfuldt op på Martin og Christian, det ligner at den tænker ”vi er ikke færdige med at lege, vel?”. En af søløverne er lidt for interesserede i tæer, og kigger drømmende efter Martins. En anden hapser forsigtigt efter Christians svømmefødder. ”Du kan godt glemme at hapse mig i tæerne” griner Martin, mens søløvelegen fortsætter.

Det er som om søløven vil sige tak for legen, og efter den har hvilet i fem minutter og har fået en lille snak med Martin, der fortæller den hvor god og dygtig den er, smutter den ned i vandet igen.

Sommer på Galapagos

Vi er kommet til Galapagos sammen med vores gode venner, Pernille og Christian, der er på besøg fra Danmark, og her er dyr overalt. Ved vores ankomst i lufthavnen, bliver vi hilst velkommen af en kæmpe øgle, der sidder og slikker sol ved stien fra flyet og ind til ankomsthallen. Vi beslutter at tilbringe det meste af vores tid på øen Isabella, netop fordi, vi har hørt at på denne ø kan vi se de fleste dyr. Vi skal med speedbåd fra øen Santa Cruz, hvor vi ankom med fly, og bliver hilst velkommen af en pingvin, der lystigt svømmer mellem bådende i havnen. Det er surrealistisk at gå rundt blandt de mange dyr, der slet ikke er bange for mennesker.

Galapagos er ikke helt, hvad vi havde forestillet os, men dyrelivet lever op til vores vildeste forventninger. De endeløse hvide sandstrande, det turkis blå hav og solens varme stråler giver os fornemmelsen af at være på badeferie. De sidste mange måneder har vi på vej op mod Ecuador ellers hørt fra andre turister om det overskyede vejr, om våd- og tørdragter og om blå læber og rysten af kulde efter snorkelture. Det er slut nu, fortæller datteren af den familie, der bestyrer vores hotel. Vi er ankommet til øerne på den første solskinsdag i lang tid, og nu bliver det kun varmere og mere solrigt fortæller hun på flydende engelsk.

Det nye liv på Galapagos

Til forskel fra børn på fastlandet i Sydamerika, lærer børn fra Galapagos faktisk at tale et brugbart engelsk i skolen, og derfor kan mange på øen tale et godt engelsk. Det er nødvendigt, fordi øernes lokale indbyggere primært lever af turisme. Sådan har det ikke altid været, og øernes befolkning har gennemgået en stor omvæltning, fra at leve af at fiske til at leve af turisme. For at beskytte miljø og natur er der strenge regler for, hvor meget der må fiskes. For de lokale betyder det, at deres arbejdsliv har udviklet sig, og mange, der før har fisket, bruger nu deres både til at sejle turister rundt eller bliver selv guides.

Vi mødte en ung kvindelig guide, der efter sin fars ønske, havde taget en uddannelse inden for turisme. Hun tog til Quito for at studere, bosatte sig i et par år i storbyen Guayaquil med sin mand og deres lille barn, og er lige vendt tilbage til Isabella for at arbejde sammen med sin far. Kvindens mand, som har arbejdet i flåden, flytter senere på måneden til øen Isabella og skal være med til at sejle turister rundt.

Af en ældre guide, fik vi fortalt, at de på øerne i hans barndom ikke havde strøm, og at de kun én gang om måneden fik sejlet forsyninger fra fastlandet til øerne. På mange måder mindede tiden under corona om hans barndom, fordi øerne var lukket helt af fra resten af Ecuador, og derfor flyttede mange af øens beboere fra kysten og ind i landet, hvor naturen er mindre barsk, og det er muligt at gro grøntsager og frugt.

Katjas første snorkel oplevelse

Fordi det nu ikke er muligt at leve af at fiske, har mange af de gamle fiskere taget titlen som guide til sig, og ikke alle er lige pædagogiske og tålmodige, når turister er en smule bange for at få sit hoved under vand. Det er bare med at komme ned i vandet, for hvad kan der ske? Det kan man jo sagtens sige, når man er vokset op på Galapagos og har fridykket siden man var helt lille. Den kvindelige guides far, var dog helt igennem hjælpsom og sød, da Katja skulle prøve at snorkle for første gang.

Guidens far, som også var tidligere fisker, hjalp os på første snorkeltur ved at trække Katja rundt efter sig. Hun holdt fast i en redningskrans, som var bundet fast til ham, og han gjorde sit allerbedste for at give Katja en god oplevelse, selvom hun er bange for at få sit hoved under vand. Guidens far gjorde sig så umage med at vise Katja, hvor dyrene var, at han fridykkede ned til havbunden for at udpege dyrerene. Til sidst på turen gjorde han tegn til, at Katja skulle tage fat i hans dragt, så han kunne tage hende med ned og dykke, men med lettere panik i øjnene måtte Katja signalere pænt nej tak, for det var allerede spændende nok at tumle rundt i vandet i forvejen.

Katja er blevet en haj til at snorkle og snorkler på næste tur selv rundt hvor vi svømmer mellem hajer og kæmpe havskildpadder. Da hun kommer op ad vandet igen, drømmer hun om at blive havbiolog, så hun for alvor kan undersøge den nye forunderlige verden, hun først lige har opdaget eksisterer.

Vi forlænger vores tur og besøger øen San Cristobal

Vi sidder en aften og snakker om hvordan vi snart skal flyve hjem og hvordan vi måske lige kan få presset tre ekstra dage på vores ophold. Vi og vores venner får ændret vores fly og købt en bådbillet til San Cristobal. Ved ankomsten til øen mødes vi af fem sort tippede hajer og to rokker. Christian og Pernille tager på en ekstra tur ud på en dykker og snorkel tur, men vores budget brænder og vi må blive hjemme. Galapagos er så dyrt, som rygterne lyder. De kommer tilbage med kæmpe smil, da de begge har set hammerhajer. Vi gemmer hammerhajer til en anden god gang – måske Costa Rica, hvor vi har fundet ud af, at de finurlige hajer også findes.

Efter 10 dage på øerne, er overraskelsen over at se kæmpeskildpadder, øgler og søløver overalt aftaget en smule. Vi kan dog stadig stå ved stranden i halve timer i træk, bare for at kigge på søløverne, deres magtkampe og brølen af hinanden.

Ecuador – kød på pind, vulkaner og jul i Quito

/0 Kommentarer/i

Ly for regnen og kød på pind

Regnen siler ned og det er sent om eftermiddagen. Solen, der skinnede for en time siden, er afløst af mørke skyer og torden. Martin er gået på jagt efter et sted til teltet nede ved en flod, der ligger ca. 100 meter nede af en sidevej.

Tito kommer kørende på sin scooter og stopper ved Katja, der står alene i vejkanten, mens biler og lastbiler racer forbi. ”Velkommen til Ecuador” siger han med et stort, men forsigtigt smil. ”Har I brug for et sted at sove i ly mod regnen?”. Vi bliver enige om at følge med Tito hjem. Han byder os velkommen og vi kan slå teltet op under halvtaget to meter fra hovedvejen.

Vejen er travl med masser af lastbiler, og vi ved, at vi kan se frem til endnu en søvnløs nat, for i Sydamerika er der ikke noget, der hedder støddæmpere på lastbiler, og i teltet er der ikke noget, der hedder lydisolering. I vores tid i junglen har vi haft svært ved at finde steder at sove, der ikke ligger lige ud til vejen, fordi alt er bevokset, så vi har allerede en del søvnløse nætter bag os.

Vi takker ja til at spise aftensmad sammen med familien. De spiser om to timer. Vi kigger på hinanden, for vi er godt nok sultne allerede. Klokken er 18 og vi har cyklet hele dagen i Ecuadors bakkede landskab, men vi takker sjældent nej til et tilbud om at være sammen med lokale, og det er ikke ofte vi bliver budt på mad, så selvfølgelig venter vi.

Vi er overraskede, da vi ser at der er et stort bål i baghaven. På bålet står en gryde med noget vi tror er grisekød, det er i hvert fald meget fedt. Vi finder først ud af, at indholdet i gryden ikke er vores aftensmad, da vi hver får stukket en pind i hånden med et råt stykke oksekød. Det er meningen at vi selv skal lave det over bålet.

Efter maden takker vi af for i aften og går ned i teltet. I teltet spiser vi et par bananer og en peanutbutter mad. Et stykke kød og to bananer er ikke nok energi i til at klare endnu en hård cykeldag i morgen, men sådan er det, når vi siger ”ja” til tilbud fra lokale. Vi ved aldrig helt, hvad vi takker ja til og vi er altid taknemmelige for oplevelsen.

Næste dag vinker vi pænt farvel og fortsætter cykelturen i Ecuadors grønne bølgede landskab mod hovedstaden Quito, hvor venner fra Danmark venter os.

Quito, Cotopaxi og Galapagos

Vi ankommer til Quito på cyklerne blot 2 timer før Pernille og Christian kommer med flyet fra Danmark, og vi synes selv det er ret blæret, at vi har kunne koordinere en dato og ramme den så præcist, selvom vi også har rejst rundt i Amazonas i tre uger på små både, som vi ikke havde nogen idé om, hvornår afgik.

Det er utrolig dejligt at se gode venner fra Danmark, og det er ikke dårligt at de tilmed har alt den lakrids med vi kan spise samt har taget en lille julegave med fra Katjas familie. Udover det, har de en masse udstyr med til vores cykler, så vi føler at julen starter tidligt i år.

Sammen med Pernille og Christian går vi på opdagelse i Quitos gamle bydel og booker to overnatninger hos hostellet Secret Garden i Cotopaxi Nationalpark, hvor vulkanen af samme navn befinder sig. Som de tosser vi er, har vi lokket Christian og Pernille til at tage deres telt med hele vejen fra Danmark, og derfor skal vi jo også bruge det! Så vores overnatninger foregår på hotellets campingområde med fornem udsigt til den flotte kegleformede vulkan. At vågne i teltet om morgenen og se direkte ud på vulkanen fylder os alle med den største lykkefølelse! Vi beslutter os for at vandre op til den aktive vulkan, men fordi den er aktiv, kan vi ”kun” komme 5000 meter op. Det er dog også nok til at påvirke os alle, så dagen efter slapper vi af, spiller Rummikub og hygger os på hotellet.

Hovedårsagen til at Pernille og Christian er kommet, er at vi skal besøge Galapagos sammen, men det kan du læse om i et blogindlæg for sig selv.

Jul i Quito

Pernille og Christian er taget hjem, og vi lejer en lejlighed på Airbnb, fordi vi tager et ugelangt sprogkursus i spansk og bagefter skal holde jul med vores cykelvenner amerikanske Jace og franske Coralie og Natan.

Julen skal fejres, selvom vi er på rejse. Vi laver mad hele dagen, alt fra dansk risalamande og brune kartofler til crepes og Tart de Tatin. Efter hovedretten spiller vi en amerikansk pakkeleg som Jace præsenterer os for kaldet white elefant. Vi har en dejlig aften og glæder os over de venner vi har fået på denne rejse. Selvom vi alle cykler hver vores vej, ved vi, at vi kommer til at se dem igen.

El Angel – i ly for regnen

”Sagde han, at der havde været et jordskælv for 3 uger siden”? Vi ser på hinanden, da parkbetjenten leder os hen til en bygning ved siden af parkkontoret. ”Sin responsibilidad” siger han til os, da vi når frem til indgangen af en hvid bygning, der umiddelbart ser helt tilforladelig ud. Han tager intet ansvar, er det han siger. Martin griner lidt, mens han spørger om ikke det er sikkert nok. Betjenten trækker på skuldrene, det vil han ikke kommentere på. Det er op til os at bedømme.

Udenpå er det ikke til at se, at der er noget galt med huset, udover den orange tape, der engang har blokeret indgangen, men nu ligger på jorden med skriften ”pas på, fare”. Men da vi kommer ind, kan vi se hvordan murene er revnet gennem hele bygningen. Huset er ikke bygget til at modstå jordskælv, hvilket er uforståeligt i et land som Ecuador, hvor jordskælv er ganske almindelige.

Vi kan vælge at sove i bygningen i ly for regnen, som har stået ned i tre stive timer hver dag den sidste uge. Alt vores tøj er vådt og vores telt er vådt. Vi kigger på hinanden, og beslutter os for, at hvis bygningen ikke er styrtet ned indenfor de sidste 3 uger, så er sandsynligheden for at den gør det i nat nok ikke så stor. Vi sætter teltet op i et af rummene, og håber på, at det kan tørre en smule. Efterhånden har vi sovet så mange steder på vores rejse, at det ikke tager lang tid at abstrahere fra at vi sover i et hus, der potentielt kan styrte sammen, og vi sover begge fint den nat.

Vi er kommet frem til parkkontoret i det nationale reservat El Angel, hvor plantearten frailejones vokser. Parkbetjenten fortæller os, at dette er det eneste sted i verden, netop denne type af plantearten findes. I Colombia og Venezuela vokser planten også, men ikke så højt som her.

Planterne har en stor betydning for den lokale vandforsyning, fordi de kan indtage den tåge, der ofte er i området, og opsamler så meget vand, at de laver floder. Det er en cool plante, og området ligner et overjordisk sted med de titusindvis af planter, der lever side om side på de mange bjergskråninger.

Området fascinerer os og vi er tilfredse med vores beslutning om at cykle ud i det mudrede terræn for at opleve dette magiske sted. Det har ikke været let at komme hverken hertil eller fra. Vejen til området er op, op, op på grusvej og i silende regn. Vi søger læ i en forladt bygning, hvor vi kolde nyder vores medbragte frokost, som består af daggamle boller, peanutbutter og marmelade. I flere dage har vi ikke kunne tørre vores tøj, fordi der ingen tørring er i den fugtige luft i området. Det er regnsæson i Ecuador, skyernes land, som vi kalder det, fordi vi ofte ikke ser andet end skyer og sommetider tæt tåge.

Vejen væk fra parkkontoret og gennem parken er i så dårlig stand, at det er umuligt for biler at køre på den på grund af store jordskred. Så vejen har vi for os selv, men vi skal knokle for at komme over jordskredene, der flere steder blokerer vejen og gør den til en stor mudderpøl. Vi trækker cyklerne gennem vandpytter og mudder, der af og til går os til knæene, men med den smukke udsigt, er det svært ikke at nyde turen alligevel, og vi griner begge, hver gang vi nærmer os et mudderbjerg, for, for en gangs skyld er vejret solrigt og noget af det vi elsker allermest, er at være ude i den store natur, kun os og cyklerne.

Mod grænsen til Colombia Vi cykler videre mod grænsen til Colombia og glæder os over at vi snart skal cykle i det sidste land i Sydamerika.

Flere tusind kilometer ind i Amazonas

/0 Kommentarer/i

Vi står ved havnen i storbyen Pucallpa og kigger fascineret på de mange forskellige både, der ligger til. Transportskibe, træbåde og hurtige speedbåde ligger side om side. Vores mission er at finde en båd, der kan fragte os og cyklerne længere ind i junglen til byen Iquitos.

Masser af billeder her https://www.americasbybike.dk/billeder/nggallery/peru/jungle-tur-amazonas

Vi slentrer ned ad de små sandbelagte havnegader og får et indblik i sømændenes liv. Et hårdt liv. Flodfisk og slagtede kyllinger ligger på borde i den hede sol, klar til at blive tilberedt. Kyllingefødder ligger på grillen, en god og billig snack. Vi ser flere mænd, der sover rusen ud på fortovet. Prostituerede med korte nederdele og røde læber venter på gadehjørnerne. Mad, alkohol og sex, det er det sømændene har lyst til, når de kommer i havn. Det lyder som en gammeldags kliche, men her i Peru ser det ud til at være dagligdag i Pucallpas havn.

Vi ender med at købe en billet til en hurtig bådbus. Det tager 36 timer at komme fra Pucallpa til Iquitos uden nogen stop undervejs. Båden sejler dag og nat. Cyklerne spænder personalet fast på taget af båden og vi krydser fingrer for, at de kommer sikkert frem til Iquitos. Spændingen bliver ikke mindre, efter kaptajnen med et smil på læben siger at hvis vi ikke betaler 200 dollars, forsvinder vores cykler under turen. Vi giver ham to colaer og et smil og håber at det går.

Seks mennonitter, en abe og to danskere. Det lyder som starten på en dårlig joke, men det er virkeligheden i båden. Mennonitterne bor i kolonier i junglen, de taler plattysk og er flyttet til Peru i 2015 i søgen efter et sted, hvor de kan leve efter deres overbevisning i fred. Efter sigende missionerer de ikke. Vi forstår ikke, hvordan de kan holde varmen ud i deres overalls, skjorter og store støvler, men de ser ikke synderligt påvirkede ud. Vi sveder allerede før båden forlader havnen.

Udover passagerer fungerer båden som transport for pakker til de små landsbysamfund, der lever langs floderne i Amazonas, og vi stopper konstant for at levere pakker, alt fra bananklaser til en computer og en fodbold, til stor glæde for to små drenge, der spændt venter på flodbredden. Hver gang vi rammer en flodbred, kommer kvinder og børn fra landsbyerne ombord og sælger mad og drikkevarer. Nogle gange kommer de i både. Vi køber ris og kylling pakket ind i palmeblade og avokadoer, som vi spiser til frokost og aftensmad.

Amazonas regnskov er den største regnskov i verden, og vi har store forventninger til plante- og dyrelivet. Som det så ofte er gennem vores rejse, bliver vores idé om hvordan junglen er, nuanceret da den møder virkeligheden. Vi forventer at se dovendyr, tukaner og papegøjer i hvert et træ, men bliver hurtigt klar over, at også i det dybeste af junglen har mennesket gjort sit indtog.

Der er spor efter mennesket overalt. Skrald flyder på Amazonas floder, og der ligger flasker og mundbind i junglen. For ikke længe siden blev en båd med 70 turister taget til gidsel af et af de lokalbefolkninger, der bor ved floden i Amazonas. Det blev gjort i protest mod regeringens håndtering af et olieudslip i floden. 80.000 tons olie var blevet dumpet i den flod, de lokale bruger som bade- og drikkevand. De lokale oprindelige folk i Amazonas kæmper en meget ulige kamp for deres ret til at bo på den jord, som de har boet på i mange generationer i træk. Det er en kamp mod gigantiske oliefirmaer og et korrupt politisk system.


Iquitos


Iquitos er en peruviansk by dybt inde i junglen. Godt 500.000 mennesker bor her, hvor man kun kan komme med båd eller fly, afskåret fra resten af Peru. Byen har været rig, fordi den har produceret gummi, og fortidens rigdom afspejles i de flotte bygninger af kolonistil, der pryder den indre del af byen.

Nutidens fattigdom er tydelig. Tiggere går rundt i gaderne blandt de forfaldne bygninger. Den flotte skole trænger til en kærlig hånd. Tiggerne ved, at turisterne holder til ved promenaden, hvor fine og dyre restauranter ligger side om side, og de kommer trofast hver aften for at spørge om småpenge eller madrester.

Ofte bliver vi spurgt, om vi vil købe hash eller kokain, og det har vi ingen interesse for. Cyklen er vores narkotika, men selvom vi havde lyst, er det en dum idé at takke ja, for bare det at spørge om narkotika er ulovligt i Peru, som har en meget stram lovgivning, når det drejer sig om euforiserende stoffer – og med god grund. Der er en kæmpe produktion af coca planter i Peru og markedet for kokain er kæmpestort.

Vi holder os til en øl sammen med vores nye cykelvenner. Et fransk par, der cykler fra Argentina til Columbia. Dem mødte vi på et bjergpas i Peru, hvor de havde slået lejr i 4700 meter. Siden da, har vi mødtes flere gange på vejen. Det er altid hyggeligt at mødes med andre cyklister, som virkelig forstår, hvad det vil sige at leve på cyklen. Vi deler historier, frustrationer og glæder ved livet på landevejen.


Belen markedet


Her er mennesker overalt mellem de små boder og lugten af kød og fisk, der har lagt lidt for længe i den brandvarme sol, fylder vores næsebor. Det kræver sin mand eller kvinde at gå gennem boderne med kød, uden at være ved at kaste op af den klamme varme lugt. Heldigvis er her også andre mere behagelige dufte af frisk frugt og blomster.

Belen markedet er et af de ting, du bør besøge som turist i Iquitos. Her finder du alt fra skildpadder og eksotiske junglefrugter, f.eks. den lille sure Camo Camo, til hjemmelavet tobak. Skildpadde og krokodille er truede dyrearter og det er ulovligt at fange og sælge dem, men det går mange af de lokale ikke op i, og på markedet kan du købe det hele. En delikatesse er skildpaddeæg, men du skal tage dig i agt, for æg fra store firben ligner det samme og bliver solgt til forveksling og smager ikke lige så godt.

Af princip smager vi ikke på dyr, der er truede, men vi vil ikke dømme lokale, der hele livet har levet på denne måde. Derfor går vi nysgerrigt rundt og ser på de mange interessante boder.

Vi snakker med kvinden, der ruller cigaretter af tobak, der bliver groet i området. Stak på stak af cigaretter står side om side ved hendes bod. Hun beder os snuse til tobakken, og selvom vi ikke selv ryger, så dufter frisk tobak altså godt. Vi må gerne få en smagsprøve, men den takker vi pænt nej til. Ligeledes takker kvinden nej til at blive fotograferet, men vi er velkommen til at fotografere tobakken.


Jungleturen

På cykelturen ned til Pucallpa har vi ikke set særligt mange dyr. Det første større dyr vi ser, er et dødt dovendyr, der har måtte lade livet på grund af arbejde med elnettet. Det kan vi selvfølgelig ikke leve med, så vi booker en overnatning i en hytte længere inde i junglen og håber at vi er mere heldige der. Vi bliver hentet i en lille båd, der sejler os ud af en af bifloderne til Amazonas floden.

Vores guide hedder Danny. Han er vokset op i junglen, og ved meget om dyrene og planterne. Han deler gerne ud af sin viden, men da han fortæller at der er 100.000 mennesker i Iquitos (hvor der er 500.000), bliver vi opmærksomme på, at vi nok ikke kan stole på alle de fakta han præsenterer.

På turen ud i junglen ser vi alverdens fugle, kryb, pink delfiner og aber. To oplevelser, der skiller sig ud, er nattevandring og fiskeri efter piratfisk.

Nattevandringen er egentlig en aftenvandring, men det er bælgmørkt i junglen om aftenen og vi må have pandelamper på. Junglen er levende, særligt om aftenen og natten, hvor insekterne er mest aktive. Det summer, bipper og kravler overalt.

Vi leder efter tarantel, og Danny ved, hvor den store edderkop findes. Da hele gruppen står og beundrer en særligt flot en af slagsen, som er blå og har pink “sutsko” på, spotter Katja en sort skorpion på træstammen tæt ved Martins hoved. Hun foreslår roligt, at han lige træder et skridt tilbage, og alle gisper. Danny griner nervøst, mens han fortæller at et stik af den ville gøre ondt i 24 timer og derefter ville det stoppe med at gøre ondt, fordi man ikke ville være her mere. Han gør smerte op i timer, og har tidligere fortalt os, at et stik af en bi ville gøre ondt i 3 timer.

Piratfiskeri er sjovt, og hele gruppen bliver grebet af det, da vi får pinde i hånden med en krog og et stykke kyllingefedt. Lige så snart vi kaster krogen ud i vandet, kan vi mærke at piratfiskene begynder at gumle løs på maddingen og det kræver god timing at hive pinden op på det rigtige tidspunkt. Da en fra gruppen fanger den første fisk beundrer vi de små skarpe tænder. Katja må have arvet sin fars talent for fiskeri, for hun fanger hele tre af slagsen. Til aftensmad får vi serveret stegt piratfisk.

Turen går til Ecuador

Fra Iquitos må vi endnu engang ud på Amazonas’ floder, for nu går turen til Ecuador, det 5. land på vores rejse, og efter to dage i tre både rammer vi byen Coca og begynder den 300 kilometerlange cykeltur til Ecuadors hovedstad Quito, hvor venner fra Danmark venter på os.

Vandring på Santa Cruz trekket i Cordillera Blanca

/1 Kommentar/i

Vi tager en uges pause fra cyklerne og vandrer den velkendte vandrerute Santa Cruz, som er en 42 kilometer lang tur i den snebeklædte bjergkæde Cordillera Blanca.

Masser af billeder her https://www.americasbybike.dk/billeder/nggallery/peru/santa-cruz-vandring

Rygsækkene er pakket, cyklerne har vi parkeret i byen Huánuco og vi sidder i en privat passagerbil på vej til byen Huaraz, der ligger 300 kilometer væk. Ruten betjenes ikke af busser, fordi vejen er i dårlig stand. Efter 12 timer i en bumlende og varm bil, ånder vi lettet op da vi ankommer til byen Huaraz og priser os lykkelige for, at vores primære transportmiddel er cyklen og ikke bilen.

Næste dag har vi det som om vi har tømmermænd, og det hjælper ikke at Katja har fået dårlig mave af den omelet, vi spiste da vi ankom sent om aftenen. Vi hviler to dage på hotellet, så Katja kan komme over sin madforgiftning, før vi gør os klar til at tage på vandretur. Madforgiftning er desværre en af de ting, vi må tage med, når vi rejser i Peru. Lige nu er scoren 2-3 til Katja…

Det er muligt at vandre Santa Cruz trekket med en guide, kok og æsler, der kan bære tasker, telt og mad, men vi foretrækker at vandre selv. Derfor fylder vi rygsækkene til randen med mad til 4 dage, gasblus, gryder, soveposer, telt og hele molevitten. Vi elsker den frihed det giver at holde pauser, når vi vil, spise hvad vi vil og sætte teltet op, hvor vi vil.

Afsted

Det er helt mørkt og lidt køligt, klokken er 5 om morgenen og vi skal med en bus ud til starten af vores trek. I Peru bliver 3 1/2 time hurtigt til 6 timer, og chaufføren bliver ved med at udskyde tidspunktet for ankomsten. Klokken er over 11 da vi når til den lille bjerglandsby, hvor sporet op imod bjergene starter. Første udfordring er at finde sporet, som til at starte med bevæger sig ned til en flod gemmen små bjerglandsbyer, hvor der ingen skilte er. Vi får hjælp af en flink mand, der råber ud ad sit vindue at vi skal gå op bagom hans hus.

Nu er det bare opad på den lille sti, som er nem at følge, fordi de æsler turgrupperne bruger efterlader et spor af æselpærer. Vi følger en lille flod op gennem en fin dal og snart åbner dalen lidt op og vi ser for første gang de smukke snedækkede bjergtoppe i det fjerne.

Maverne kilder og smilene er store ved synet, men hurtigt husker vores kroppe os på, at cykelmuskler ikke er vandremuskler. Vores rygge, hofter og lægmuskler beklager sig mere og mere for hver kilometer vi går og den tunge rygsæk gnaver i skuldrene.

Den ubudne gæst

Helt færdige i kroppen, slår vi sidst på eftermiddagen teltet op ved en lille flodbred, og starter med at lave mad. Menuen står på pasta, tun, gulerod og masser af løg og ingefær. Vi får øje på et sæt øjne udenfor teltet. De stammer fra et gråt æsel, der ser så bedrøvet ud, at det er som taget ud af historierne om Peter Plys.

Æslet bliver mere og mere nærgående, og da vi giver det gulerodsskræller, får det lyst til at undersøge hvad der er i vores telt. Det stikker hele sit store hoved ind i teltet og kigger nysgerrigt på Martin, der sidder og filtrerer vand. Det er altid hyggeligt med selskab, men da æslet gentagne gange napper ud efter slangen til vores vandfiltersystem, må vi trække en grænse og Katja går ud i mørket for at jage æslet væk.

Det høje bjergpas

Den største udfordring på ruten er et 4700 meter højt bjergpas. Efter mange måneders cykling i de høje bjerge, er vi akklimatiserede og vant til at være oppe i den højde, men alligevel er det hårdt de sidste 300m op mod bjergpasset. Vejen går stejlt op ad på store klippeflader, hvor vores efterhånden slidte sko, har svært ved at få fat. Overalt er der udsigt til store flotte bjerge. Vi kan se de mørke skyer samle sig uden foran dalen, og vi ved at der er uvejr på vej, så vi skynder os op til passet. Oppe på passet tager vi et par billeder og så er det ned igen, for bag os kommer mørke skyer tættere på.

Ubeskriveligt smukt

Det absolutte højdepunkt på vandreturen er, da vi sætter teltet op lige neden for ét af de smukke sneklædte bjerge. Teltpladsen har vi for os selv, fordi vi går ruten uden for turistsæsonen. Vi må dog vente med at nyde den gode udsigt til morgenen efter, fordi uvejret har indhentet os og regnen begynder at styrte ned. Det er som altid hyggeligt at ligge i teltet og spise chokolade og drikke te, mens regnen hamrer løs på yderteltet og vores trætte ben får et velfortjent hvil.

Vi elsker at cykle, men vi er også helt pjattede med at vandre, og den smukke tur gennem bjergene giver os fornyet energi. Vandring bringer andre tanker frem, og vi bruger meget af turen på at snakke om fremtiden og lægge eventyrlige planer. Men for nu, skal vi videre på vores cykeltur, hvor Amazonas regnskov venter.

Peru Great Divide – Oppe i bjergene, over skyerne

/0 Kommentarer/i

4994 meter står der på vores GPS. Det er det højeste vi har og kommer til at være på turen, og tanken om, at vi selv har bragt os op i knap 5000 meters højde på cykel, gør os stolte og glade. Vi cykler i Perus bjerge langs små grusveje på en cykelrute, der hedder Peru Great Divide.

Se masser af billeder fra peru her: https://www.americasbybike.dk/billeder/nggallery/peru/titicaca-til-great-divide og her https://www.americasbybike.dk/billeder/nggallery/peru/great-divide-til-junglen

4994 meter oppe

Bjergpasset op til knap 5000 meter er særligt hårdt med masser af nålesving og stejle stigninger. Da vi tror vi endelig er oppe, gemmer der sig en lille nedkørsel og to nålesving om hjørnet, før vi når den rigtige top. En snydetop, som vi kalder de toppe, hvor vi overraskes af endnu en top. Puha, vi pruster. Vi bliver nødt til at tage det stille og roligt og cykle 20 højdemeter ad gangen for derefter at få vejret igen. Selvom vi har cyklet i bjerge og på højsletten i flere måneder, og er godt akklimatiserede, mærker vi manglen på ilt i den svimlende højde.

Vi fejrer ”sejren” med et kys, en kiks og et billede af os begge taget med spejlreflekskameraet. Martin kravler det sidste stykke op af klipperne for at sætte kameraet, og vi jubler, da han højst sandsynligt står i 5000 meter.

Legendarisk cykelrute

Peru Great Divide er en uformel cykelrute gennem Perus bjerge, udarbejdet af et engelsk par, og er nu så velkendt, at det er et trækplaster for eventyrlystne cyklister fra hele verden. På trods af det, mødte vi blot 3 andre cyklister på de 380 kilometer vi fulgte den 1200 kilometer lange rute. Ruten er kendt for at være øde og den følger mindre grusveje gennem Perus bjerge. Du cykler derfor i smuk natur, uden at møde alt for mange biler. Enhver cyklists drøm. Den del af ruten vi har cyklet, indeholder intet mindre end 8500 højdemeters cykling. Ikke alle cyklisters drøm, men vi elsker det. Vi cykler op ad et bjergpas på mellem 4400 og 5000 meter og så helt ned til 3000 højdemeter igen. Det gentager vi ca. én gang dagligt, udover et par dage, hvor vi konstant cykler i over 4300 meters højde.

Kolde nætter

Vores varme handsker, jakker og soveposer ligger øverst i cykeltaskerne, for om natten er det koldt oppe i højderne. Vi stopper tidligere en dag – ved 15tiden. Vi er begge trætte efter mange dages hård cykling, og vi finder en fin sø at stoppe ved i 4500 meters højde. Vi sætter teltet op, synlig fra vejen denne dag, fordi vi ikke kunne finde et godt gemmested. En bil stopper og en mand i joggingtøj kommer gående ned mod os. Han giver os et sødt anisbrød, og spørger os om vi er sikre på, at vi vil sove der, fordi det bliver meget koldt om natten. Vi forsikrer ham om, at kulden er vi vant til, og at vi har gode soveposer. Da solen går ned et par timer senere, mærker vi, at han har ret. Dette sted er koldere end de andre steder vi har sovet og vi må krybe ned i både allroundsoveposen OG sommersoveposen for at holde varmen. Allerede da vi går ud for at børste tænder senere på aftenen er der frost på teltet og natten er bidende kold.

Aldrig alene

Vi har lært, at I Peru er vi aldrig alene. Lige meget hvor langt ude i bjergene vi cykler, møder vi mennesker, små landsbyer eller hyrder, der trofast passer deres lamaer, alpakaer og får. Selvom vi selv synes at vi gemmer os godt, når vi camperer, sker det, at vi vækkes af et ”Buenos Dias” (på dansk godmorgen) af en morgenfrisk rytter, der er på vej hen til sine dyr.

En morgen, får vi uanmeldt besøg af en gut på scooter, som er på vej til sit arbejde ved en nærtliggende dam. Vi står og børster tænder, da han kører helt hen til vores telt, som ligger bag nogle bakker godt 200 meter fra den lille grusvej vi kommer fra. Han tager som det første fat i vores telt og spørger ”Er teltet til salg?”. ”Hvad koster det?”. Vi forklarer at teltet ikke er til salg, da vi selv skal bruge det. Hvilket burde være åbenlyst, set i lyset af situationen. Men han insisterer på at få prisen på teltet. Teltet koster lige så meget som hans scooter og han erkender, at det nok ikke lige er vores telt han skal købe.

Ørredfarmen

Efter alt for mange dage med pasta og tun til aftensmad, bliver vi forkælet af Jennie. Vi er stoppet på en ørredfarm, hvor vi har fået nys om at andre cyklister har fået lov til at slå teltet op. Det er gratis, hvis vi køber aftensmad hos den lille restaurant, der er på området. Vi går all in og bestiller to retter ørred hver. Jennie stiller ikke spørgsmålstegn ved vores bestilling. Hun må have prøvet det før, for cyklister, der cykler bjergpas dagligt, er sultne. Vi spiser friturestegte ørreder og en ørred-”chicharron”, som er en ret med stykker af ørred med ris og kartofler. Om aftenen går vi mætte og glade i soveposerne til lyden af den rislende flod.

Vores eventyr på Peru Divide er færdig efter 10 dage i nogen af de smukkeste omgivelser i Sydamerika og junglen venter os.

Ep6. På cykel gennem skønne Bolivia og så lidt om at vildcampere

/1 Kommentar/i

At nå til Bolivia var en kæmpe milepæl og noget vi var virkelig spændte på at opleve. At besøge Bolivia er en drøm for os begge der går i opfyldelse og at få lov til at besøge Bolivia på cyklen er en kæmpe oplevelse. Vi lægger hårdt ud og cykler gennem det øde hjørne af Bolivia kaldet Sud Lipez og for os cyklister kendt som Laguna ruten. Vi fortæller om vores oplevelser på verdens største saltslette Salar de Uyuni og mødet med vores ven Jace midt ude i det hvide salt. Vi fortæller mere om vores færden gennem Bolivias byer Potosi, Sucre og om lokalbefolkningen, der møder os med humor og smil.

Så fortæller vi lidt om det at vildcampere og hvorfor vi vælger at slå vores telt op i natur og by. Lyt med og kom gerne med forslag til nye emner.

Podcast: Afspil i nyt vindue

Tilmeld: Apple Podcasts | Spotify | RSS

Bolivia – Med bowlerhat, på marked og forbi miner

/1 Kommentar/i ,

Efter lagunaruten har vi fået nok af grusveje for en stund, og vi vil gerne opleve kulturelle Bolivia, så vi cykler mod byerne Potosi, Sucre og Oruro, der alle summer af liv.

Se alle billeder fra Bolivia her

Vi ser mange kvinder, der går fra landsby til landsby i deres traditionelle tøj, bowlerhat, laksko og farverige kjoler. De går mange kilometer om dagen. Fordi mange i Bolivias landområder ikke ejer en bil, er det kutyme at give hinanden et lift for en skilling. En kvinde joker med os, at hun gerne vil med på ladet af cyklerne. Bolivianerne er ikke uden humor, og den mærker vi særligt, da vi stopper i byernes markeder, hvor vi ofte får en sjov kommentar eller et grin med på vejen. Vi bliver grint mere af, end med, fordi mange synes at det er sjovt at vi er så høje.

Der er ikke dét, der ikke bliver solgt på markeder i Bolivia og det er nærmest umuligt at finde et reelt supermarked andre steder end i storbyerne. Derfor køber vi næsten alle vores madvarer, sæbe og diverse på markederne. Markedet er opdelt i sektioner. Grøntsager, frugt, møbler og elektronik er normale sektioner, og blandt de mindre gængse er heksemarkederne, hvor vi finder naturmedicin, slanger i glas og indtørrede lamafostre. Lamafostrene giver held, og de brændes ofte ind i fundamentet af nye bygninger, for at give beboerne beskyttelse. Heksene sælger også kasser med ofringer, som Bolivianerne brænder af til ære for Pachamama (moder jord) for at takke for den frugt og mad, som er givet til os fra jorden.

Mineland

Bolivias største indkomst er fra deres miner og minerne sætter sit præg på både natur og mennesker i det smukke land. Særligt i de områder, hvor der ligger miner er folk fattige og lever under svære vilkår. Minerne forurener floder, og generelt er der vandmangel i Bolivia, fordi minerne bruger alt vandet til at udvinde de ressourcer, vi bruger i overflod i vesten. Vi besluttede hurtigt, at vi køber vores drikkevand, da vi ikke stoler på vandet fra bjergene. Vi bruger dog stadig vandet til at lave mad og flere gange har vi oplevet situationer, hvor vandet har været fyldt med sæbe, fordi folk længere oppe af bjerget vasker deres tøj, biler, tæpper i floden.

Byen Potosi er kendt for sin kæmpe sølvrigdom. Sølvet har de spanske kolonister sejlet til Spanien, og nu er det et sted som så mange andre, hvor håbet om rigdom er det eneste tilbage. Folk er slidte og man kan se at de lever et hårdt liv.

Frisk brød = lykken

”Hay pan” (Vi har brød) råber en ung boliviansk kvinde, der står ved en simpel bod langs hovedvejen til Sucré. Forførte af duften af friskbagt brød, stopper vi. Det er sen eftermiddag og vi er trætte og ømme i benene efter en lang cykeltur på 6. dag gennem det bjergrige landskab. Vi spotter røg nede ad bakken hvor en mand bakser med at få 100 nybagte brød ud af stenovnen og køber to friskbagte brød fra den smilende kvinde.

Mens vi spiser vores brød, fortæller, kvinden, der hedder Alinda, at familien bager og sælger brød hele dagen. Familien sælger 800 brød om dagen, fortæller hun med smil i de brune øjne. Det er tydeligvis en god forretning, selvom det er hårdt arbejde. Vi køber to brød mere og Alinda spørger hvor vi skal hen. Da vi fortæller at vi leder efter et sted at slå vores telt op, er hun hurtig til at tilbyde os et værelse i familiens hus.

Mens familien bager og sælger brød hele aftenen, laver vi vores egen mad. Deres to-årige datter bliver lagt i seng mens brødet er i ovnen. Der er ikke tid til leg med datteren eller hyggesnak med os, for der skal bages og når brødet er i ovnen bliver nye brød gjort klar. Sådan går hele aftenen indtil vi lægger os til at sove.

På vej mod Sucré taler vi om oplevelsen og om hvordan vi gentagne gange bliver mødt af venlige og hjælpsomme mennesker på vores vej. Mennesker, som tydeligvis har et hårdt arbejdsliv, men som stadig har et glimt i øjet, et smil på læben og som gerne vil hjælpe to tossede cyklister.

Ofring til Moder Jord

Bolivias folk er meget tro gamle traditioner. Vi hører ofte om Pachamama “moder jord” og en aften på vores hotel i Sucre kommer moder jord helt tæt på. Pludselig er vores værelse fyldt med røg og hele hotellet er dækket af røg. Martin løber ud for at se om der er noget der brænder og jo der er noget der brænder, en kæmpe ofring til Pachamama i hotellets gårdhave, så ingen farer bare en gave til moder jord.

Sucre en smuk by som er på UNESCOs verdensarvsliste og derfor bliver passet godt på. De smukke hvide huse pryder midtbyens smalle veje og der er storslåede klostre på næsten hvert et hjørne. Byen er meget idyllisk og man tror næsten man er i Spanien.

Hvor kan vi sove i nat?

Også i Bolivia cykler vi langs med Andes bjergene og det kræver mange højdemeter op og ned hver dag, vi møder mange små landsbyer og de fleste hilser pænt eller råber ”gringo” efter os. Gringo var oprindeligt et udtryk for den hvide amerikaner, men bruges nu også om folk fra Europa.

Gennem hele Bolivia har vi haft held med at finde et sted at sove. Enten et sted at sætte teltet op hos en familie, eller et lille værelse eller hotel. Derfor overrasker det os, da vi en dag bliver udfordret på at finde et sted for natten. Sent på eftermiddagen stopper vi i en landsby og spørger om vi må sætte vores telt op. Efter lang tids snakken frem og tilbage, er svaret at vi må cykle over til naboen og spørge dem. En lille dreng kommer løbende, han har fanget en fugl med sin slangebøsse. Fuglen skal familien spise til aftensmad fortæller han, før han stolt giver Martin lov til at tage et billede af ham og fangsten. Vi cykler over til naboen og får samme svar. Næste hus vi prøver er svaret spørg i næste by på den anden side af bjerget. Trætte cykler vi videre og vi er lidt pressede, fordi det næsten er mørkt og vi allerede har cyklet mange højdemeter den dag. Vi bliver hurtige enige om, at vi ikke kan nå over bjerget i dag.

Ikke alle vildcamperingssteder kan være lige fede, og vi finder til sidst et fladt sted på en grusgrav lige ved siden af den store vej. En fuld mand får forbi og råber ad os, og vi er ikke begejstrede for at ligge til fuldt skue, særligt efter at have mærket den trykkede stemning i landsbyen, der kun ligger en kilometer væk. Udover lastbilernes larm natten lang, endte vi med at få en okay nats søvn. Vi fandt aldrig ud af hvorfor vi ikke var velkomne i den lille landsby, men vi kunne læse os til at området vi var i et af de fattigste områder i Bolivia. Ikke at det har stoppet gæstfriheden før, men måske disse mennesker ikke kunne overskue at havde fremmede i nærheden.

Bolivia har indtil nu været det land på turen, der har overrasket os mest med mad, mennesker og natur. Da vi krydser ind over grænsen til Peru, har vi begge en følelse af, at vi ikke er færdige med at opleve det skøre, smukke land.

Magiske Machu Picchu og besøg fra Danmark

/0 Kommentarer/i

Vi har parkeret cyklerne i Uyuni, Bolivia og stikker snuden mod Peru, hvor vi skal mødes med vores veninde Sabine og hendes søskende Anna og Jeppe.

Da vi planlagde besøget, troede vi, at vi allerede ville være i Peru på cyklerne, men fordi vi har valgt at cykle i det øde sydvestlige Bolivia, har vi brugt mere tid end forventet. Derfor lader vi vores cykler stå i Uyuni i Bolivia og rejser de 1500 kilometer til Cusco i Peru med bus. Det er en tur på godt 30 timer i fire forskellige busser.

Magiske Machu Picchu

Machu Picchu er Perus største turistattraktion. Det ses tydeligt på byen Cusco, som ligger ca. 80 kilometer væk fra den berømte ruin. Cusco bobler af liv, og vi ser flere turister end Peruvianere gå rundt i den gamle bys historiske gader. Allerede i Cusco får du et indblik i Inkaernes historie, da byen oprindeligt var Inkaernes hovedstad før Spanien koloniserede Peru og rev store dele af byen ned. Spanierne byggede kirker og andre bygninger på fundamentet af Inkaernes karakteristiske stenbygninger.

Turens højdepunkt er den fire dage lange vandretur ad Inkastien til Machu Picchu. Fordi vi er i en national park, er det et krav at alle turister følges med en guide og portere til at bære telte og mad. Det betyder at ca. 500 mennesker træder stien hver dag, 200 turister og 300 lokale guide og portere. Porterne bærer telt og mad og hele ni portere bærer vores mad og udstyr. Hver dag laver de frokost i spiseteltet, som de sætter op før vi kommer frem, og om eftermiddagen laver de vores lejr og serverer os tre retter til aftensmad. Det er luksus, men samtidig lidt for meget postyr for to cyklister som os, der er vant til at bære på vores egne ting og være fri til at slå teltet op hvor vi ønsker. Vi har det lidt svært med at se på, hvordan mændene slæber for os. På den anden side, skaber det arbejdspladser for mændene i lokalområdet. Vi må ikke gå Inkastien uden alt hurlumhejet, så vi får det bedste ud af det.

Inkastien er den oprindelige rute til Machu Picchu, som Inkaerne selv lavede og vi mærker historiens vingesus, da vi står oppe på det første bjergpas, den døde kvindes pas, på 4300 højdemeter og ser ned på de 3000 trin, der skal føre os næsten hele vejen ned til Machu Picchu. Passet hedder den døde kvindes pas, fordi det har udsyn til et bjerg, der ligner en kvinde, der ligger på ryggen. Vi ved ikke helt, hvorfor hun er død, men vi har en mistanke om, at det er alle de trapper vi netop har brugt næsten hele dagen på at gå op ad, der har taget livet af hende. Vi er i hvert fald alle medtaget efter at have gået, hvad guiden siger er rutens hårdeste etape.

På vandreturens andensidste dag, kommer vi rundt om hjørnet, og hører noget pusle i den tætte skov, hvor bladene bevæger sig. Bagbenene og halen af en stor bjergkat kommer til syne og med ét er vi alle musestille. Bjergkatten forsvinder dybere ind i skoven, men vi kan se den bevæge sig i en cirkel bagom os. I håbet om at få endnu et kig på det flotte dyr, følger vi efter lydene med bankende hjerter, men vi ser ikke bjergkatten igen.

Høje på naturoplevelsen går vi resten af vejen til aftenens lejr, som ligger ved indgangen til den sidste del af den fire dage lange vandresti. Den sidste dags vandring er kort, men dagen er lang, fordi vi står op kl. 3 om natten og stiller os i kø til indgangen til den del af vandrestien, der fører til Solporten, hvor vi for første gang har udsyn til Machu Picchu. Vi er de første, der sidder os i kø til indgangen, og det er vigtigt, fordi der er 200 andre turister, der også går på Inkastien til Machu Picchu den dag.

Vi er også de første, der når Solporten den morgen, og kan nyde den fantastiske udsigt over… skyerne. Det er overskyet, da vi forpustede kommer frem efter at have småløbet hele vejen gennem den mørke regnskov i lyset fra vores pandelamper. Kort efter letter skyerne dog og vi får det første kig på Machu Picchu. Vores guide Jorge, giver os en grundig rundvisning af området og vi er helt høje af at opleve dette fantastiske sted efter fire dages hård vandretur – og så med vores venner fra Danmark.

Efter et par dages velfortjent afslapning i Cusco siger vi farvel til Sabine, Anna og Jeppe og tager med bus tilbage til Uyuni. Vi pakker cyklerne og gør klar til eventyr i Bolivia.