januar 2022 - Americas by Bike

Allerede før vi tog hjemme fra Danmark, havde vi besluttet at holde hviledage i den charmerende bjergby El Chaltén, for at udforske området med de ikoniske bjerge Fitz Roy og Cerro Torre.

Da vi ankom til El Chalten planlagde vi at forbinde flere af områdets dagsture med hinanden og så at afslutte med at vandre ruten rundt om bjerget Huemul. Det er en vandretur på omkring 75km. Vi gik ud fra at det ville tage os mellem 5-7 dage, så det passer med de steder der er teltpladser i nationalparken.

For at kombinere dags vandreruterne måtte vi krydse floder og et bjergpas. Af sikkerhed hensyn skulle vi registrere os hos de lokale park rangers, som ville sende hjælp hvis vi kom galt afsted på ruten. Ruten kræver udstyr til flod krydsninger, som gøres over et reb eller stålwire placeret på forhånd af park rangers. Udstyret er en klatresele, karabinhager og sikkerhedsline. Vi lejede udstyret i El Chaltén for cirka 30kr om dagen.

Nu var vi klar! Alt var pakket i de små 45l rygsække vi har med på rejsen til vandreture. Mad til 7 dage fylder godt i vores små tasker, så vi havde sparet på maden og havde kun det mest nødvendige med. Vi gik afsted ud af byen mod vandreruten, der leder op mod Laguna los de tres, som ligger ved foden af Fitz Roy bjerget. Et ikonisk smukt bjerg, som er mange bjergbestigeres drøm.

Stien gik direkte opad og sådan blev den ved hele vejen op til lejrpladsen. Det er en smuk rute hvor man kommer gennem skov og hede landskab. Lidt over halvvejs kunne vi vælge den direkte vej mod lejren eller den lidt længere vej med udsigt til bjergene. Vi valgte vejen med udsigt og blev ikke snydt, da vi pludselig stod med den smukkeste udsigt til Fitz Roy og de omkringliggende bjerge.

Vi ankom til lejrpladsen og der var flere mennesker end vi havde forventet. Måske 100 telte pakket sammen i den lille skov. Vi fandt heldigvis et sted nede ved floden, der var mindre befolket. Vi satte teltet op og vandrede videre op mod Laguna de los tres, som var små 500m op fra lejrpladsen, 1.5km stejlt opad, og da vi kom op til søen, stod solen lige over bjergene på fuld kraft, et smukt syn uden lige.

Vejen mod Cerro Torre næste dag var mere flad og nænsom ved vores trætte ben. En tur med bjergsøer og gennem små stykker skov med skygge fra den varme sol. Vi havde læst, at der var en lille butik i rangernes lejr, men da vi kom frem, var alt lukket og mere forladt end vi havde regnet med.

Vi spiste vores egen frokost, som bestod af fladbrød, pølse og Nutella.

Herfra gik vi mod gletsjersøen ved Cerro Torre med endnu en utrolig smuk udsigt til bjergene. Ved floden fra gletsjeren kunne vi slå vores telt op og det gjorde vi. Vi havde nogle timer til aftensmad, som vi brugte på at slappe af ved teltet. Vi havde taget støvlerne af, så fødderne kunne få lidt luft. Uheldigvis var en af de giftige larver, der lever oppe i bjergene i området, havnet i Katjas støvle uden vi havde set det, så da Katja skulle have støvlen på igen lød det er skrig og Martin fik et chok. Straks fik vi renset de små brændende sår og spurgte to gutter ved lejren om laverne var farlige. Det mente de ikke, men de godt kunne stikke med deres pigge. De små sår faldt hurtigt til ro og Katja var ok.

Næste morgen var det dagen med det store bjergpas uden for ruten. Dette stykke var et stykke af vores sammenstykkede rute, som ikke var markeret på kortet og vi skulle derfor selv navigere over passet, men først skulle floden Rio Fitz Roy krydses. Vi fik udstyret på og Katja skubbede sig først over floden hængene på det slidte reb. Det var en lidt af en opgave at skubbe sig selv over floden, hængende der over floden med et reb, der havde set bedre dage og en taske der skulle skubbes og trækkes med over, men Katja var hurtig ovre på den anden side og efter en lille kamp med at komme ud af selen var det Martins tur til at trække sig over.

Så var vi ovre, men samtidig også på ukendt grund, da der ingen markeringer var omkring vores videre færden. Vi havde lavet en rute på vores GPS og det viste sig at være en god hjælp, da de kort vi havde fået fat i, ikke havde alle detaljer. Vi gik lidt rundt og fandt så en lille sti vi kunne følge op ad bjerget, først gennem en tæt gammel skov med mange nedfaldne træer. Som vi kom højere op, blev træerne til buske og til sidst var de helt væk. Så begyndte den egentlige krydsning af passet. Først skulle vi krydse en bjergside i løse sten med en god 50 graders hældning med risiko for stenskred, her var det med at holde tungen lige i munden og lidt tempo på for at komme over til de mere faste klipper som vi så kunne finde en vej op gennem.

Med et lille hvil på passet med en fantastisk udsigt over området begyndte vores vej ned på den anden side. Her kunne vi ikke se andres spor, så vi pejlede vores retning og så gik vi ellers ned gennem flotte røde sten. Nede igen holdt vi pause ved en lille flod hvor vi kunne drikke vandet og nyde solens stråler. Vi kunne kigge op på det bjergpas vi netop havde krydset.

Floden var også det sted, hvor de officielle stier mødes igen og vi var nu på Huemul ruten, som er en markeret rute i området. Vi vandrede ud mod vores teltplads ved det næste bjergpas ”Paso del Viento” (bjergpasset med vind). Og som vi vandrede derudaf blev det mørkere og blæste op. Vi fandt et sted på pladsen, som andre før os havde bygget op med mure af sten få at få ly for vinden og så snart teltet var rejst kom stormen. På vores satellitmodtager kunne vi se at en storm var på vej med regn og sne, som ville gøre det meget udfordrende at komme over passet.

Hele natten ruskede teltet og mikroskopisk støv blev presset gennem teltets stof og den lille åbning Martin havde ladet stå åben ved en fejl. Alt var støvet til, da vi vågnede næste morgen. Med endnu et kig på vejrudsigten og op på passet blev vi enige om at pakke sammen og vandre de cirka 30km ned til El Chaltén. Vi havde ikke mad nok i taskerne til at vi kunne vente på at stormen ville lægge sig.

På vejen ned til El Chaltén var vi overraskede over at se så mange køer i nationalparken, og på et tidspunkt begyndte alle køerne at muhe og stimlede sammen i en rundkreds. Længere oppe ad bakken, så Katja bagbenene af et dyr, og til den dag i dag, er hun overbevist om, at hun og køerne havde set det samme: en puma! Martin er ikke helt så overbevist.

Det viste sig at være en fin beslutning at stoppe vandreturen, da vejret kun blev værre med storm og regn, så da vi kom til El Chaltén fandt vi vores hostel og nød et langt varmt bad efter 4 dages vandretur. Sikke en fed vandretur vi havde været på med udkig til nogle af de smukkeste bjerge!

Vores oprindelige plan var at starte turen i verdens sydligste by Ushuaia og krydse grænsen mellem Argentina og Chile adskillige gange på vejen op gennem Argentina og Chile. Grænserne er lukket på grund af corona, og derfor har vi ændret vores planer, så vi i starten af turen cykler udelukkende i Argentina. Vi håber stadig på at kunne krydse ind i Chile længere nord på, for vi har ikke opgivet drømmen om at cykle på Chiles berømte rute Carretera Austral, som vi har hørt fra andre langturscyklister skulle være noget af det smukkeste!

Vi startede cykelturen 700 kilometer nord for Ushuaia i i Rio Gallegos, som er hovedstad i Santa Cruz provinsen i det sydlige Patagonien, men først efter et par dage i Buenos Aires, hvor vi fik vores første argentinske bøf og for første gang oplevede argentinernes imødekommenhed. Vi har følt os meget velkommen og godt tilpas i Argentina siden første dag.

I Rio Gallegos forberedte vi os på cykelturen. Vi købte benzin, mad og vand, så vi kunne klare os en uge frem og så cyklede vi ud i vinden og mod El Calafate, som ligger 300 kilometer nordvest fra Rio Gallegos.

I de første to dage blev vi og cyklerne næsten blæst af vejen. Vi cyklede i gennemsnit 5-10 kilometer i timen, i modvind, som vi aldrig har oplevet den før. Vinden var tilmed tør og kølig, så vi nåede ikke at opdage, hvordan solen bagte ned på os, før Martin fik knaldrøde og ømme ben.

Landskabet i den del af Patagonien yder ikke nogen form for beskyttelse mod vinden, som ofte hærger. Der er øde så langt øjet rækker.

Vi søger steder med læ til vores frokostpauser og ofte finder vi en viadukt, hvor vi kan sidde ved grøften, spise vores frokost og tage en lille blunder. Nogle gange har vi selskab, ofte i form af fluer, men en særlig spændende dag fik vi besøg af en sort enke.

Udover den sorte enke, har vi set masser af andre spændende dyr, fx bæltedyr, stinkdyr, ræve, ørne og guanacoen, som tilhører familien kameldyr, men som vi synes ligner lidt en blanding mellem en lama og et dådyr med den lange hals og store brune øjne.

Guanacoerne springer elegante over de kilometerlange pigtrådshegn, der står langs vejen. For den uheldige guanaco sker det dog, at benene ikke kommer hele vejen med hen over hegnet. Vi har set flere skeletter ligge ved hegnet.

En dag fik vi chancen for at gøre en forskel for en af de uheldige guanacoer, da vi fik øje på den ved hegnet. Den sad fast og prøvede adskillige gange at komme fri, men var åbenlyst afkræftet efter lang tids kamp. Martin steg af cyklen og gik målrettet hen til hegnet med sit multitool. Han klippede toppen af hegnet og guanacoen vristede sig fri og skyndte sig afsted mod sin flok.

De første 300 kilometer vi har kørt til El Calafate er stort set øde, med undtagelse af den byen La Esperanza, som ligger midtvejs. La Esperanza er åbenlyst et sted, hvor ikke mange bor, men hvor mange stopper på vej til eller fra Rio Gallegos. Ved byens centrum, tankstationen, får lastbilchaufførerne og de mange turister sig en sandwich eller en kop kaffe, før de kører videre.

Mens vi stod på tankstationen og overvejede hvor vi skulle sove, kørte der en bus op med en masse argentinske turister. Snart var vi omringet af 20 ældre argentinere, der på spansk stillede os en masse spørgsmål omkring cyklerne og vores tur. Martins solbrændte ben lagde de også mærke til, da de grinende bekræftede, at vi da helt sikkert måtte være danskere, for hvem kunne ellers – end to blege skandinaver -kunne få sig sådan en flot solskoldning?

Dagen efter cyklede vi til en vejservicestation. Vi havde hørt, at man som cyklist kan få lov til at stille sit telt i deres garage, men Walter og Claudio, som arbejdede der, var nu mere interesserede i at sælge os en plads i en af de containere, som arbejderne bor i, når de kommer derud for at arbejde. Vi besluttede os for at takke ja, og endte med at blive i containeren en ekstra dag, fordi det blev storm med op til orkanstyrke dagen efter vores ankomst.

Da vi endelig skulle afsted, halvanden dag senere, var vinden stadig stærk, men den var vendt til vores fordel, så vi på en stor del af dagen kom til at køre med vinden til siden og i ryggen.

Det var blevet virkelig koldt, og de 11-17 grader vi ellers havde nydt godt af dagene forinden, måtte vi se længe efter. Det var -1 grad, da vi tog afsted. Walter mente at vi var ”loco”, at tage af sted i det vejr, men afsted ville vi, så selvom han to gange tilbød at køre os til El Calafate, så drog vi ud på cyklen.

Og hvilken dag! Det var koldt og til tider var der modvind lige i ansigtet, men vi oplevede også lange strækninger med vind i ryggen, hvor vi susede afsted mod El Calafate og vi endte med at køre hele strækket på én dag, så vi ankom til El Calafate om aftenen.

På vejen mod El Calafate dukkede bjergene op i forgrunden, og vi har nu holdt 4 skønne hviledage i El Calafate med udsigt til Andesbjergene, masser af lækker mad, planlægning af den næste del af turen og et besøg til den fantastisk smukke gletsjer Perito Moreno. I morgen tager vi mod El Chalten, som er et mekka for friluftsaktiviteter, hvor det ikoniske bjerg Fitz Roys venter os og hvor vi har planlagt at vi skal vandre flere af de smukke vandreruter i området. Vi glæder os!