Vi står ved Chiles grænse til Bolivia i 4800 meters højde. Det blæser og kulden kryber ind under vores regnjakker. Vores cykeltasker ligger på jorden, og vi bærer cyklerne ned fra pick up trucken, som har kørt os op til grænsen. For blot en uge siden cyklede vi forbi samme grænse på vej ned mod San Pedro de Atacama, hvor vi har holdt hviledage og forberedt os på de første 12 dages cykling i Bolivia.
Se alle billeder fra Bolivia her
Når vi krydser grænsen, ligger vi seks måneder i Argentina og Chile bag os. Det er spændende at stå på grænsen af det mere udviklede Sydamerika og kigge på Bolivia, det fattigste land vi besøger på hele vores rejse. Vi krydser ind i det sydvestlige Bolivia, som er øde og goldt, men med naturformationer man ikke finder mange andre steder i verden. Vulkaner, der er over 6000 meter høje og søer med de flotteste farver af grøn, blå og rød.
Vulkaner, varme kilder og sandveje
Martin har længe drømt om at cykle på Lagunaruten i det sydvestlige Bolivia. Ruten er berømt for fantastisk natur og berygtet for de barske vejrforhold, ufremkommelige veje, kolde nætter og øde natur, der alt sammen ligger i over 3500 meters højde. Vi har købt mad ind til seks dage, og er klar til 12 dage i smuk natur.
Lagunaruten giver os kamp til stregen. Det er den hårdeste rute vi har cyklet. Højden og kulden gør alt dobbelt så hårdt, men også tre gange så smukt, så vi nyder hver dag selv om vi knokler.
Mange turister tager turen sammen med en guide. Fordi der er turister, er der også overnatningsmuligheder, som vi bruger. De fleste hoteller er uden varme og varmt vand og vi må krybe i vores dunjakker og soveposer for at holde varmen, selvom vi sover indenfor. Vi har mulighed for at få mad, men kun hvis der er turgrupper, der også bor på hotellet. Det er nemlig dem, der kommer med maden, og som regel er der også nok pasta med kødsovs til et par sultne cyklister.
Efter 2 dage kommer vi til en varm kilde, hvor der ligger hele tre gæstehuse og en lille butik. Hurra for Pringles og Coca Cola, efter en dag, hvor vi har måtte trække vores cykler gennem sand flere kilometer ad gangen. Vi finder et sted, hvor vi kan sove, men der er ikke noget mad, så vi tænder op i brænderen og laver pasta med tun. Hotelmutter fortæller, at der er en kæmpe storm på vej og vi tjekker vejrudsigten på vores satellit sender. Rigtig nok der er en storm på vej næste dag, men vi mener godt vi kan komme over bjerget inden stormen kommer. Og hvad er lidt vind, når man har cyklet i Patagonien i modvind?
Næste dag har vi cyklet 5km på 2 timer, da vi giver op og vender næserne ”hjem” til gæstehuset ved de varme kilder. Der er hård modvind og det er -12 grader. Vi har ingen chance for at nå at cykle op over bjerget, som er over 4900m højt inden det bliver mørkt. Vi er fanget af stormen de næste to dage, inden vi kan tage af sted igen.
Mød os på saltsletten
Efter to ugers cykling på Lagunaruten, når vi ét af turens absolutte højdepunkter, verdens største saltslette Salar de Uyuni. Vi har fået nys om, at vores gode amerikanske cykelkammerat Jace, som vi allerede har tilbragt tid med flere gange på vores rejse er i nærheden af saltsletten.
Dagen før vi når det store hvide landskab, sover vi i telt i baglokalet af en butik hos en sød Boliviansk familie, der også sørger for aftensmad til os. For første gang i to uger har vi Wifi, og vi sender Jace et koordinat med et mødested midt på Salar De Uyuni, hvor, hvis alt går godt, vi kan finde hinanden og slå lejr sammen.
Hos familien køber vi et halvt kilo lamakød direkte fra fryseren. Vi drager afsted med vores frosne klump kød mod saltsøen med forventningsglæde og spænding i maven. Der findes ikke et lignende sted i verden og vi glæder os til at se det med egne øjne.
Saltsletten indfrier vores forventninger og mere til. Vi har en følelse af at cykle på sne, fordi alt er hvidt, men det er ikke sne, men salt, der knaser under vores hjul, mens vi cykler ud i det tilsyneladende uendelige hvide landskab. Luften er klar og frisk og solen bager ned på os med +25 grader. Vi bruger ekstra solcreme og er taknemmelige for vores solbriller, som beskytter os fra at blive sneblinde – eller saltblinde.
Vi cykler 40 kilometer ud i det hvide landskab uden at se eller høre andre. Her er helt stille. Du ville kunne høre en knappenål falde til jorden. En sådan stilhed er en luksus i denne verden fuld af lyde, farver og indtryk og vi nyder det fuldt ud. I horisonten kan vi skimte to bjergtoppe, som vi bruger til at navigere efter.
Midt på eftermiddagen spotter vi en sort prik i horisonten. Da vi kommer tættere på, kan vi se, at det er Jace og hans telt. Han har fundet koordinatet og vi har fundet hinanden på 10.000 kvadratkilometer! Vi jubler, vinker som gale og sætter farten op indtil vi når hen til vores lejrplads for i aften.
Festmåltid på saltsøen
Vi starter brænderen og forbereder mad. Vi får popcorn til forret. Det er en tradition, når vi mødes med Jace. Vi tilføjer salt fra saltsletten og nyder popcornene i solen med udsigt til den store hvide overflade. Jace har læst vores tanker og medbragt en masse friske grøntsager fra byen. Vi har levet i ødemarken de sidste 14 dage uden friske grøntsager, så vi er på toppen over at lave et sundt måltid. Tilsat vores klump kød og de øl, som Jace også har med (han er en stjerne), er der lagt op til et stort festmåltid.
Som solen går ned, og fylder horisonten med røde og lyserøde farver, må vi flytte ind i teltet og spise, fordi temperaturen med det samme falder til frysepunktet. Vi gør klar til endnu en kold nat i teltet med ned til minus 10 grader.
Næste morgen vågner vi med solopgangen. Vi vinker farvel til Jace og cykler sydøst på mod byen Uyuni. En halvstor, men beskidt og støvet ørkenby, der lever af saltsletten og de turister der kommer hertil. Vi spiser på Minuteman, et pizzaria som alle, der er i Uyuni, bør besøge. Særligt pizzaen Spicy Lama kan vi anbefale.
