Efter lagunaruten har vi fået nok af grusveje for en stund, og vi vil gerne opleve kulturelle Bolivia, så vi cykler mod byerne Potosi, Sucre og Oruro, der alle summer af liv.
Se alle billeder fra Bolivia her
Vi ser mange kvinder, der går fra landsby til landsby i deres traditionelle tøj, bowlerhat, laksko og farverige kjoler. De går mange kilometer om dagen. Fordi mange i Bolivias landområder ikke ejer en bil, er det kutyme at give hinanden et lift for en skilling. En kvinde joker med os, at hun gerne vil med på ladet af cyklerne. Bolivianerne er ikke uden humor, og den mærker vi særligt, da vi stopper i byernes markeder, hvor vi ofte får en sjov kommentar eller et grin med på vejen. Vi bliver grint mere af, end med, fordi mange synes at det er sjovt at vi er så høje.
Der er ikke dét, der ikke bliver solgt på markeder i Bolivia og det er nærmest umuligt at finde et reelt supermarked andre steder end i storbyerne. Derfor køber vi næsten alle vores madvarer, sæbe og diverse på markederne. Markedet er opdelt i sektioner. Grøntsager, frugt, møbler og elektronik er normale sektioner, og blandt de mindre gængse er heksemarkederne, hvor vi finder naturmedicin, slanger i glas og indtørrede lamafostre. Lamafostrene giver held, og de brændes ofte ind i fundamentet af nye bygninger, for at give beboerne beskyttelse. Heksene sælger også kasser med ofringer, som Bolivianerne brænder af til ære for Pachamama (moder jord) for at takke for den frugt og mad, som er givet til os fra jorden.
Mineland
Bolivias største indkomst er fra deres miner og minerne sætter sit præg på både natur og mennesker i det smukke land. Særligt i de områder, hvor der ligger miner er folk fattige og lever under svære vilkår. Minerne forurener floder, og generelt er der vandmangel i Bolivia, fordi minerne bruger alt vandet til at udvinde de ressourcer, vi bruger i overflod i vesten. Vi besluttede hurtigt, at vi køber vores drikkevand, da vi ikke stoler på vandet fra bjergene. Vi bruger dog stadig vandet til at lave mad og flere gange har vi oplevet situationer, hvor vandet har været fyldt med sæbe, fordi folk længere oppe af bjerget vasker deres tøj, biler, tæpper i floden.
Byen Potosi er kendt for sin kæmpe sølvrigdom. Sølvet har de spanske kolonister sejlet til Spanien, og nu er det et sted som så mange andre, hvor håbet om rigdom er det eneste tilbage. Folk er slidte og man kan se at de lever et hårdt liv.
Frisk brød = lykken
”Hay pan” (Vi har brød) råber en ung boliviansk kvinde, der står ved en simpel bod langs hovedvejen til Sucré. Forførte af duften af friskbagt brød, stopper vi. Det er sen eftermiddag og vi er trætte og ømme i benene efter en lang cykeltur på 6. dag gennem det bjergrige landskab. Vi spotter røg nede ad bakken hvor en mand bakser med at få 100 nybagte brød ud af stenovnen og køber to friskbagte brød fra den smilende kvinde.
Mens vi spiser vores brød, fortæller, kvinden, der hedder Alinda, at familien bager og sælger brød hele dagen. Familien sælger 800 brød om dagen, fortæller hun med smil i de brune øjne. Det er tydeligvis en god forretning, selvom det er hårdt arbejde. Vi køber to brød mere og Alinda spørger hvor vi skal hen. Da vi fortæller at vi leder efter et sted at slå vores telt op, er hun hurtig til at tilbyde os et værelse i familiens hus.
Mens familien bager og sælger brød hele aftenen, laver vi vores egen mad. Deres to-årige datter bliver lagt i seng mens brødet er i ovnen. Der er ikke tid til leg med datteren eller hyggesnak med os, for der skal bages og når brødet er i ovnen bliver nye brød gjort klar. Sådan går hele aftenen indtil vi lægger os til at sove.
På vej mod Sucré taler vi om oplevelsen og om hvordan vi gentagne gange bliver mødt af venlige og hjælpsomme mennesker på vores vej. Mennesker, som tydeligvis har et hårdt arbejdsliv, men som stadig har et glimt i øjet, et smil på læben og som gerne vil hjælpe to tossede cyklister.
Ofring til Moder Jord
Bolivias folk er meget tro gamle traditioner. Vi hører ofte om Pachamama “moder jord” og en aften på vores hotel i Sucre kommer moder jord helt tæt på. Pludselig er vores værelse fyldt med røg og hele hotellet er dækket af røg. Martin løber ud for at se om der er noget der brænder og jo der er noget der brænder, en kæmpe ofring til Pachamama i hotellets gårdhave, så ingen farer bare en gave til moder jord.
Sucre en smuk by som er på UNESCOs verdensarvsliste og derfor bliver passet godt på. De smukke hvide huse pryder midtbyens smalle veje og der er storslåede klostre på næsten hvert et hjørne. Byen er meget idyllisk og man tror næsten man er i Spanien.
Hvor kan vi sove i nat?
Også i Bolivia cykler vi langs med Andes bjergene og det kræver mange højdemeter op og ned hver dag, vi møder mange små landsbyer og de fleste hilser pænt eller råber ”gringo” efter os. Gringo var oprindeligt et udtryk for den hvide amerikaner, men bruges nu også om folk fra Europa.
Gennem hele Bolivia har vi haft held med at finde et sted at sove. Enten et sted at sætte teltet op hos en familie, eller et lille værelse eller hotel. Derfor overrasker det os, da vi en dag bliver udfordret på at finde et sted for natten. Sent på eftermiddagen stopper vi i en landsby og spørger om vi må sætte vores telt op. Efter lang tids snakken frem og tilbage, er svaret at vi må cykle over til naboen og spørge dem. En lille dreng kommer løbende, han har fanget en fugl med sin slangebøsse. Fuglen skal familien spise til aftensmad fortæller han, før han stolt giver Martin lov til at tage et billede af ham og fangsten. Vi cykler over til naboen og får samme svar. Næste hus vi prøver er svaret spørg i næste by på den anden side af bjerget. Trætte cykler vi videre og vi er lidt pressede, fordi det næsten er mørkt og vi allerede har cyklet mange højdemeter den dag. Vi bliver hurtige enige om, at vi ikke kan nå over bjerget i dag.
Ikke alle vildcamperingssteder kan være lige fede, og vi finder til sidst et fladt sted på en grusgrav lige ved siden af den store vej. En fuld mand får forbi og råber ad os, og vi er ikke begejstrede for at ligge til fuldt skue, særligt efter at have mærket den trykkede stemning i landsbyen, der kun ligger en kilometer væk. Udover lastbilernes larm natten lang, endte vi med at få en okay nats søvn. Vi fandt aldrig ud af hvorfor vi ikke var velkomne i den lille landsby, men vi kunne læse os til at området vi var i et af de fattigste områder i Bolivia. Ikke at det har stoppet gæstfriheden før, men måske disse mennesker ikke kunne overskue at havde fremmede i nærheden.
Bolivia har indtil nu været det land på turen, der har overrasket os mest med mad, mennesker og natur. Da vi krydser ind over grænsen til Peru, har vi begge en følelse af, at vi ikke er færdige med at opleve det skøre, smukke land.
