Ly for regnen og kød på pind
Regnen siler ned og det er sent om eftermiddagen. Solen, der skinnede for en time siden, er afløst af mørke skyer og torden. Martin er gået på jagt efter et sted til teltet nede ved en flod, der ligger ca. 100 meter nede af en sidevej.
Tito kommer kørende på sin scooter og stopper ved Katja, der står alene i vejkanten, mens biler og lastbiler racer forbi. ”Velkommen til Ecuador” siger han med et stort, men forsigtigt smil. ”Har I brug for et sted at sove i ly mod regnen?”. Vi bliver enige om at følge med Tito hjem. Han byder os velkommen og vi kan slå teltet op under halvtaget to meter fra hovedvejen.
Vejen er travl med masser af lastbiler, og vi ved, at vi kan se frem til endnu en søvnløs nat, for i Sydamerika er der ikke noget, der hedder støddæmpere på lastbiler, og i teltet er der ikke noget, der hedder lydisolering. I vores tid i junglen har vi haft svært ved at finde steder at sove, der ikke ligger lige ud til vejen, fordi alt er bevokset, så vi har allerede en del søvnløse nætter bag os.
Vi takker ja til at spise aftensmad sammen med familien. De spiser om to timer. Vi kigger på hinanden, for vi er godt nok sultne allerede. Klokken er 18 og vi har cyklet hele dagen i Ecuadors bakkede landskab, men vi takker sjældent nej til et tilbud om at være sammen med lokale, og det er ikke ofte vi bliver budt på mad, så selvfølgelig venter vi.
Vi er overraskede, da vi ser at der er et stort bål i baghaven. På bålet står en gryde med noget vi tror er grisekød, det er i hvert fald meget fedt. Vi finder først ud af, at indholdet i gryden ikke er vores aftensmad, da vi hver får stukket en pind i hånden med et råt stykke oksekød. Det er meningen at vi selv skal lave det over bålet.
Efter maden takker vi af for i aften og går ned i teltet. I teltet spiser vi et par bananer og en peanutbutter mad. Et stykke kød og to bananer er ikke nok energi i til at klare endnu en hård cykeldag i morgen, men sådan er det, når vi siger ”ja” til tilbud fra lokale. Vi ved aldrig helt, hvad vi takker ja til og vi er altid taknemmelige for oplevelsen.
Næste dag vinker vi pænt farvel og fortsætter cykelturen i Ecuadors grønne bølgede landskab mod hovedstaden Quito, hvor venner fra Danmark venter os.
Quito, Cotopaxi og Galapagos
Vi ankommer til Quito på cyklerne blot 2 timer før Pernille og Christian kommer med flyet fra Danmark, og vi synes selv det er ret blæret, at vi har kunne koordinere en dato og ramme den så præcist, selvom vi også har rejst rundt i Amazonas i tre uger på små både, som vi ikke havde nogen idé om, hvornår afgik.
Det er utrolig dejligt at se gode venner fra Danmark, og det er ikke dårligt at de tilmed har alt den lakrids med vi kan spise samt har taget en lille julegave med fra Katjas familie. Udover det, har de en masse udstyr med til vores cykler, så vi føler at julen starter tidligt i år.
Sammen med Pernille og Christian går vi på opdagelse i Quitos gamle bydel og booker to overnatninger hos hostellet Secret Garden i Cotopaxi Nationalpark, hvor vulkanen af samme navn befinder sig. Som de tosser vi er, har vi lokket Christian og Pernille til at tage deres telt med hele vejen fra Danmark, og derfor skal vi jo også bruge det! Så vores overnatninger foregår på hotellets campingområde med fornem udsigt til den flotte kegleformede vulkan. At vågne i teltet om morgenen og se direkte ud på vulkanen fylder os alle med den største lykkefølelse! Vi beslutter os for at vandre op til den aktive vulkan, men fordi den er aktiv, kan vi ”kun” komme 5000 meter op. Det er dog også nok til at påvirke os alle, så dagen efter slapper vi af, spiller Rummikub og hygger os på hotellet.
Hovedårsagen til at Pernille og Christian er kommet, er at vi skal besøge Galapagos sammen, men det kan du læse om i et blogindlæg for sig selv.
Jul i Quito
Pernille og Christian er taget hjem, og vi lejer en lejlighed på Airbnb, fordi vi tager et ugelangt sprogkursus i spansk og bagefter skal holde jul med vores cykelvenner amerikanske Jace og franske Coralie og Natan.
Julen skal fejres, selvom vi er på rejse. Vi laver mad hele dagen, alt fra dansk risalamande og brune kartofler til crepes og Tart de Tatin. Efter hovedretten spiller vi en amerikansk pakkeleg som Jace præsenterer os for kaldet white elefant. Vi har en dejlig aften og glæder os over de venner vi har fået på denne rejse. Selvom vi alle cykler hver vores vej, ved vi, at vi kommer til at se dem igen.
El Angel – i ly for regnen
”Sagde han, at der havde været et jordskælv for 3 uger siden”? Vi ser på hinanden, da parkbetjenten leder os hen til en bygning ved siden af parkkontoret. ”Sin responsibilidad” siger han til os, da vi når frem til indgangen af en hvid bygning, der umiddelbart ser helt tilforladelig ud. Han tager intet ansvar, er det han siger. Martin griner lidt, mens han spørger om ikke det er sikkert nok. Betjenten trækker på skuldrene, det vil han ikke kommentere på. Det er op til os at bedømme.
Udenpå er det ikke til at se, at der er noget galt med huset, udover den orange tape, der engang har blokeret indgangen, men nu ligger på jorden med skriften ”pas på, fare”. Men da vi kommer ind, kan vi se hvordan murene er revnet gennem hele bygningen. Huset er ikke bygget til at modstå jordskælv, hvilket er uforståeligt i et land som Ecuador, hvor jordskælv er ganske almindelige.
Vi kan vælge at sove i bygningen i ly for regnen, som har stået ned i tre stive timer hver dag den sidste uge. Alt vores tøj er vådt og vores telt er vådt. Vi kigger på hinanden, og beslutter os for, at hvis bygningen ikke er styrtet ned indenfor de sidste 3 uger, så er sandsynligheden for at den gør det i nat nok ikke så stor. Vi sætter teltet op i et af rummene, og håber på, at det kan tørre en smule. Efterhånden har vi sovet så mange steder på vores rejse, at det ikke tager lang tid at abstrahere fra at vi sover i et hus, der potentielt kan styrte sammen, og vi sover begge fint den nat.
Vi er kommet frem til parkkontoret i det nationale reservat El Angel, hvor plantearten frailejones vokser. Parkbetjenten fortæller os, at dette er det eneste sted i verden, netop denne type af plantearten findes. I Colombia og Venezuela vokser planten også, men ikke så højt som her.
Planterne har en stor betydning for den lokale vandforsyning, fordi de kan indtage den tåge, der ofte er i området, og opsamler så meget vand, at de laver floder. Det er en cool plante, og området ligner et overjordisk sted med de titusindvis af planter, der lever side om side på de mange bjergskråninger.
Området fascinerer os og vi er tilfredse med vores beslutning om at cykle ud i det mudrede terræn for at opleve dette magiske sted. Det har ikke været let at komme hverken hertil eller fra. Vejen til området er op, op, op på grusvej og i silende regn. Vi søger læ i en forladt bygning, hvor vi kolde nyder vores medbragte frokost, som består af daggamle boller, peanutbutter og marmelade. I flere dage har vi ikke kunne tørre vores tøj, fordi der ingen tørring er i den fugtige luft i området. Det er regnsæson i Ecuador, skyernes land, som vi kalder det, fordi vi ofte ikke ser andet end skyer og sommetider tæt tåge.
Vejen væk fra parkkontoret og gennem parken er i så dårlig stand, at det er umuligt for biler at køre på den på grund af store jordskred. Så vejen har vi for os selv, men vi skal knokle for at komme over jordskredene, der flere steder blokerer vejen og gør den til en stor mudderpøl. Vi trækker cyklerne gennem vandpytter og mudder, der af og til går os til knæene, men med den smukke udsigt, er det svært ikke at nyde turen alligevel, og vi griner begge, hver gang vi nærmer os et mudderbjerg, for, for en gangs skyld er vejret solrigt og noget af det vi elsker allermest, er at være ude i den store natur, kun os og cyklerne.
Mod grænsen til Colombia Vi cykler videre mod grænsen til Colombia og glæder os over at vi snart skal cykle i det sidste land i Sydamerika.
