Ep5. Mendoza til San pedro de atacama og så lidt om økonomi

Hvordan får man råd til at tage på sådan en tur? Det er måske det spørgsmål, vi får stillet allermest. I denne podcast, taler vi om de valg og fravalg vi har gjort, for at lykkedes med at spare op til vores rejse. Det handler om teamwork, motivation og om at prioritere benhårdt, men også om at give plads til at leve livet samtidig med at spare op, så det hele ikke bliver for surt.

Men før vi snakker om økonomien, fortæller vi om vores tur fra Mendoza i Argentina til San Pedro de Atacama i Chile. En tur på flere tusinde kilometer, der byder på tandpine, høje bjergpas, en krydsning over andesbjergene og et møde med Nordargentina, som har sat spor i vores hjerter.

Sur Lípez og Salar de Uyuni

Vi står ved Chiles grænse til Bolivia i 4800 meters højde. Det blæser og kulden kryber ind under vores regnjakker. Vores cykeltasker ligger på jorden, og vi bærer cyklerne ned fra pick up trucken, som har kørt os op til grænsen. For blot en uge siden cyklede vi forbi samme grænse på vej ned mod San Pedro de Atacama, hvor vi har holdt hviledage og forberedt os på de første 12 dages cykling i Bolivia.

Se alle billeder fra Bolivia her

Når vi krydser grænsen, ligger vi seks måneder i Argentina og Chile bag os. Det er spændende at stå på grænsen af det mere udviklede Sydamerika og kigge på Bolivia, det fattigste land vi besøger på hele vores rejse. Vi krydser ind i det sydvestlige Bolivia, som er øde og goldt, men med naturformationer man ikke finder mange andre steder i verden. Vulkaner, der er over 6000 meter høje og søer med de flotteste farver af grøn, blå og rød.

Vulkaner, varme kilder og sandveje

Martin har længe drømt om at cykle på Lagunaruten i det sydvestlige Bolivia. Ruten er berømt for fantastisk natur og berygtet for de barske vejrforhold, ufremkommelige veje, kolde nætter og øde natur, der alt sammen ligger i over 3500 meters højde. Vi har købt mad ind til seks dage, og er klar til 12 dage i smuk natur.

Lagunaruten giver os kamp til stregen. Det er den hårdeste rute vi har cyklet. Højden og kulden gør alt dobbelt så hårdt, men også tre gange så smukt, så vi nyder hver dag selv om vi knokler.

Mange turister tager turen sammen med en guide. Fordi der er turister, er der også overnatningsmuligheder, som vi bruger. De fleste hoteller er uden varme og varmt vand og vi må krybe i vores dunjakker og soveposer for at holde varmen, selvom vi sover indenfor. Vi har mulighed for at få mad, men kun hvis der er turgrupper, der også bor på hotellet. Det er nemlig dem, der kommer med maden, og som regel er der også nok pasta med kødsovs til et par sultne cyklister.

Efter 2 dage kommer vi til en varm kilde, hvor der ligger hele tre gæstehuse og en lille butik. Hurra for Pringles og Coca Cola, efter en dag, hvor vi har måtte trække vores cykler gennem sand flere kilometer ad gangen. Vi finder et sted, hvor vi kan sove, men der er ikke noget mad, så vi tænder op i brænderen og laver pasta med tun. Hotelmutter fortæller, at der er en kæmpe storm på vej og vi tjekker vejrudsigten på vores satellit sender. Rigtig nok der er en storm på vej næste dag, men vi mener godt vi kan komme over bjerget inden stormen kommer. Og hvad er lidt vind, når man har cyklet i Patagonien i modvind?

Næste dag har vi cyklet 5km på 2 timer, da vi giver op og vender næserne ”hjem” til gæstehuset ved de varme kilder. Der er hård modvind og det er -12 grader. Vi har ingen chance for at nå at cykle op over bjerget, som er over 4900m højt inden det bliver mørkt. Vi er fanget af stormen de næste to dage, inden vi kan tage af sted igen.

Mød os på saltsletten

Efter to ugers cykling på Lagunaruten, når vi ét af turens absolutte højdepunkter, verdens største saltslette Salar de Uyuni. Vi har fået nys om, at vores gode amerikanske cykelkammerat Jace, som vi allerede har tilbragt tid med flere gange på vores rejse er i nærheden af saltsletten.

Dagen før vi når det store hvide landskab, sover vi i telt i baglokalet af en butik hos en sød Boliviansk familie, der også sørger for aftensmad til os. For første gang i to uger har vi Wifi, og vi sender Jace et koordinat med et mødested midt på Salar De Uyuni, hvor, hvis alt går godt, vi kan finde hinanden og slå lejr sammen.

Hos familien køber vi et halvt kilo lamakød direkte fra fryseren. Vi drager afsted med vores frosne klump kød mod saltsøen med forventningsglæde og spænding i maven. Der findes ikke et lignende sted i verden og vi glæder os til at se det med egne øjne.

Saltsletten indfrier vores forventninger og mere til. Vi har en følelse af at cykle på sne, fordi alt er hvidt, men det er ikke sne, men salt, der knaser under vores hjul, mens vi cykler ud i det tilsyneladende uendelige hvide landskab. Luften er klar og frisk og solen bager ned på os med +25 grader. Vi bruger ekstra solcreme og er taknemmelige for vores solbriller, som beskytter os fra at blive sneblinde – eller saltblinde.

Vi cykler 40 kilometer ud i det hvide landskab uden at se eller høre andre. Her er helt stille. Du ville kunne høre en knappenål falde til jorden. En sådan stilhed er en luksus i denne verden fuld af lyde, farver og indtryk og vi nyder det fuldt ud. I horisonten kan vi skimte to bjergtoppe, som vi bruger til at navigere efter.

Midt på eftermiddagen spotter vi en sort prik i horisonten. Da vi kommer tættere på, kan vi se, at det er Jace og hans telt. Han har fundet koordinatet og vi har fundet hinanden på 10.000 kvadratkilometer! Vi jubler, vinker som gale og sætter farten op indtil vi når hen til vores lejrplads for i aften.

Festmåltid på saltsøen

Vi starter brænderen og forbereder mad. Vi får popcorn til forret. Det er en tradition, når vi mødes med Jace. Vi tilføjer salt fra saltsletten og nyder popcornene i solen med udsigt til den store hvide overflade. Jace har læst vores tanker og medbragt en masse friske grøntsager fra byen. Vi har levet i ødemarken de sidste 14 dage uden friske grøntsager, så vi er på toppen over at lave et sundt måltid. Tilsat vores klump kød og de øl, som Jace også har med (han er en stjerne), er der lagt op til et stort festmåltid.

Som solen går ned, og fylder horisonten med røde og lyserøde farver, må vi flytte ind i teltet og spise, fordi temperaturen med det samme falder til frysepunktet. Vi gør klar til endnu en kold nat i teltet med ned til minus 10 grader.

Næste morgen vågner vi med solopgangen. Vi vinker farvel til Jace og cykler sydøst på mod byen Uyuni. En halvstor, men beskidt og støvet ørkenby, der lever af saltsletten og de turister der kommer hertil. Vi spiser på Minuteman, et pizzaria som alle, der er i Uyuni, bør besøge. Særligt pizzaen Spicy Lama kan vi anbefale.

Op i højderne det nordlige Argentina

Mulighederne er mange og vi vil se mere af Argentina. Vi sidder ved bordet på vores hostel i Salta, en smuk by i Argentina. Vi har cyklet gennem Argentina fra Patagonien og sidder nu her og skal vælge vejen videre.

Link til en masse billeder fra nord Argentina


Det var nødvendigt at komme til Salta, da Martin kort efter vi cyklede fra Mendoza på en nedkørsel slog sin tand, dette blev til en tandrod det havde taget skade og gik i betændelse. I Salta blev tanden fjernet og vi skulle vente på at det helede igen.
I Salta hyggede vi os gevaldigt med nye bekendtskaber, god mad og besøgte museer. Vi fik besked om, at vores ven fra vejen, Jace, havde nået sit mål Ushuaia og overvejede at komme til Salta. Så vi ventede på Jace og havde nogle hyggelige dage sammen.

Vi cyklede fra Salta med en halv aftale om at mødes med Jace på cyklerne i byen Jujuy. Vi skulle først forbi Ted, en amerikansk gut, som vi havde mødt i Salta og som havde inviteret os hjem til ham i La Caldera. Vi tilbragte en hyggelig dag hos Ted med snakke om livet og gadehunde. Han har 5 hunde, som han har taget ind fra gaden.

Uden for Jujuy har vi fundet et lille fint hostel hvor vi venter på Jace og Peter, Peter havde hørt om vores planer om at cykle op i nord Argentina og ville med, så han lejede en cykle og cyklede med Jace fra Salta.
Vi lavede masser af mad så da de kom kunne vi hygge og spise. Næste dag pakkede vi cyklerne og cyklede mod første stop, byen Purmamaca og det 7 farvede bjerg. Vi havde en dejlig dag med høj sol, fandt en lille frokostrestaurant i byen Volcan. Her grinte de af os høje danskere og lavede en joke med Katja. “Hvordan kan du stå, når det blæser så høj som du er med de små fødder” og så grinte alle endnu mere.

I Purmamaca fandt vi med besvær et lille værelse til os alle fire. Byen var fyldt med argentinske turister da det var en lang weekend så mange var på tur.

Peter cyklede tilbage til Salta og vi 3 videre mod Tilcara en nordargentinsk by med flotte adobehuse og masser af god mad. Her vandrede vi ud til djævelens hals en dal med et vandfald, først gik vi forkert og ville klatre op af klipperne, men på vej op ad den stejle klippevæg enige om at det var for skørt og gik tilbage til sporet og den rette vej.

Vi var på vej op mod den argentiske højdeslette og for at stille og roligt at vænne os til højderne, valgte vi at blive et par dage hvert sted så vi i små skridt gik fra 1000moh til 3000moh. I byen Humahuaca tog vi en bil op og så det flotte bjerg med 14 farver som ligger i 4500moh så den oplevelse var også med til at vænne os til højderne.

Fra humahuaca satte vi pilen mod vest og indover de flotte Andesbjerge, det betød at vi skulle op i 4200moh og meget øde landskab, så cyklerne blev godt pakket med mad og vand. Vi var heldige at finde frokost i en lille mineby oppe i 4000moh, hvor vi fik en bøf og ris til små penge.

Så skulle vi ned mod Argentinas saltsøer og videre mod vest her fandt vi asfalt igen, men også vores gamle ven – den stærke vind fra vest. Det krævede nogle dages cykling i stærk modvind mod grænsebyen Jama, hvor vi måtte sove i ruiner for at finde læ for vinden. Men heldigvis fik vi en vindstille dag mod byen Jama. Her havde vi forventet at tage en hviledag og Jace ville cykle alene videre. Men det viste sig at være en by uden noget som helst og de steder vi kunne have boet var optaget af arbejdere. Så vi fandt en forladt bygning og slog teltet op der.

Det var koldt i Jama nok -15 grader om natten. Så næste morgen blev vi enige om at tage turen mod Chile samme dag istedet for at tage en hviledag. Jace var taget tidligt afsted og ville cykle hurtigt mod San Pedro de Atacama, som var vores endemål i Chile. Vi skulle lige handle lidt ind og krydse grænseposten. Vi fik hurtigt købt mad til 3-4 dage som vi regnede med det ville tage at krydse ind i Chile og mod San Pedro de Atacama. Men grænsen tog os 5 timer at krydse, så vi kom sent afsted. Vi vidste at vi skulle op i 4800moh med en lang stigning med nogle små bjerge på vejen. Så vi var ikke glade for at starte sent, men heldigvis var der ikke så meget vind så vi kom derop og fandt et sted med lidt læ for den vind der kom om aftenen. Det var koldt og helt øde her, mere end vi havde oplevet før.

Om morgenen var alt iskoldt -15 grader og det at komme op var hårdt, men solen kom hurtigt på teltet og varmede op, det hjalp meget. Afsted videre vi havde første store stigning op til de 4800moh og ville gerne lidt ned inden vi skulle finde en plads til teltet. Vi kom godt over de 4800moh. Det var hårdt og tungt men ikke så slemt. Så kom vinden dog og gjorde resten af dagen et værre slid, vi kunne ikke finde læ og uden andre muligheder slog vi teltet op på et udsigts platform med en mur der gav lidt læ. Her mødte vi en gruppe på tur i området og guiden Filipe bød os på en varm kop te og et æble. Vi sov nogenlunde her i 4600moh koldt igen men det gik med en flaske med varmt vand i soveposen.

Herfra skulle vi igen op over 4800moh men med en lang stigning og stærk modvind det var en kold og hård dag. Katja punkterede om morgenen i modvind og -12 grader puha Martin var ikke superglad for at skulle lappe dæk der.

Pludselig stod vi og kiggede ud over Atacama ørkenen nede i 2600moh og vi i 4800moh det var vildt og vi var så glade for at skulle ned ad igen. Vi cyklede forbi grænsen til Bolivia som vi havde snakket om at krydse, men vel vidende at den tur ville være mere udfordrende, så vi aftalte at det måtte vi først snakke om efter en nats søvn og god mad i San Pedro de Atacama. Katja havde flere gange gennem de sidste dages stærke modvind tænkt at hun aldrig skulle op på det højplateu igen, men da vi dagen efter vågnede veludhvilede i San Pedro de Atacama, aftalte vi allerede før vi stod ud af sengen at vi selvfølgelig skulle krydse grænsen ind til det øde Bolivia.

Ep4. Fra Futaleufú til Mendoza og lidt om dét med at være afsted som kærester 

I podcasten kan du høre om vores tur fra Futaleufú i Chile til Mendoza i Argentina, som tager os gennem flotte national parker heriblandt Los Alerces med skønne skove og ikke mindst langs de syver søers rute. Vi får en kold overraskelse, da vi krydser ind i Argentina, hvor efteråret er ved at indfinde sig. 

Denne episodes emne er at rejse sammen som kærester på en livsændrende og stor tur som denne. Hvordan giver vi hinanden plads, når vi bor på knap 4 kvadratmeter og er sammen 24/7? Hvad er det vigtigste mål på vores rejse? Hvordan er det, at være meget erfaren og helt ny på cyklen og stadig have det godt sammen.

Villavicencio Naturreservat

Seks år tog det at bygge grusvejen, som snor sig op ad det 2950 meter høje bjergpas. Vi cykler gennem det privatejede Villavicencio Naturreservat, som udover den berømte grusvej gennem bjergpasset huser Danones produktion af mineralvand.

Efter 10 dages pause i storbyen Mendoza, er vi ambitiøse og planlægger at cykle op ad det højeste bjergpas på vores tur indtil nu. Det ligger i naturreservatet Villavicencio. Vi kommer sent afsted første dag, fordi Katjas cykel er punkteret – igen. Og vi beslutter os for, blot at cykle 20 kilometer ud til en campingplads lige uden for byen. Da vi kommer derud, indser vi, at det ikke er en offentlig campingplads. Heldigvis giver vagten os lov til at komme ind og slå teltet op alligevel, og vi får lov til at ligge inden i fællesbygningen, fordi det bliver koldt om natten. Senere på aftenen kommer vagten og siger, at vi ikke skal betale noget for at sove der, og hvis den anden vagt i morgen spørger efter penge, skal vi sige nej.

Næste dag cykler vi videre op ad bjerget. Den første dag skal vi cykle 800 højdemeter op, for at komme til parkbetjentenes station, hvor vi håber vi må sove. På vej derop, bliver vi overhalet af en bil, som stopper. Ud træder en kvindelig parkbetjent, som fortæller os at vi bare skal komme op til parkbetjentenes hytte og så kan vi sove der.

Villavicencio er, udover at være et naturreservat, hjemsted for Danones produktion af mineralvand på flaske af samme navn. I mere end 100 år er der solgt vand fra naturreservatet Villavicencio, som Danone overtog i 1999. Derfor overrasker det os, at vi ikke kan finde drikkevand på ruten. Hverken hos parkbetjentene, hvor vi sover den første nat, eller på resten af turen over bjergpasset. Danone har dog ikke samme problemer som os med at finde vandet, som er det, der bliver solgt mest af på flaske i Argentina.

Parkbetjentene må leve uden vand fra hanen, men har til gengæld adgang til vand på flaske ad libitum. Da vi spørger efter vand, giver den overordnede parkbetjent os ikke mindre end 24 ½ liter flasker vand, som vi bruger til at lave mad og tager med op på bjerget som drikkevand. Det niver i vores hjerter, når vi tænker på det spild af ressourcer det er at tømme 24 flasker vand, og vi foretrækker til enhver tid at vores vand kommer direkte fra bjerget.

Sneglende til toppen

Dagen efter går turen op på bjerget. 1500 højdemeter skal vi cykle. På vej op ad bjerget, overvejer Katja om det kommer til at tage os seks år at nå toppen. Vejen er en del af ruten Los Caracoles, som i kolonitiden forbandt havnen i Buenos Aires i Argentina, med havnen i Valparaíso i Chile. Los Caracoles betyder ”sneglene”, og sneglen er et meget passende billede på, hvordan det føles at bevæge sig mod toppen på cykel.

På vejen op ad bjergpasset ligger det storslåede hotel Hotel Termas de Villavicencio, som de fleste argentinere genkender fra tegningen på Danones flaskevand. Hvis du synes det lyder som en drøm at sove i en seng og bade i de termiske bade efter en lang dag på cyklen, så skuffer hotellet. Det 80 år gamle hotel, fungerer i dag kun som en turistattraktion.

Fra 1940 til 1978 var hotellet i drift og en yndet destination for velhavende Argentinere og udlændinge, der kom for at nyde de termiske bade og deres helende egenskaber. Ved ankomst blev gæsterne konsulteret af hotellets læge, der gav vejledning om, hvordan de termiske bade skulle benyttes ud fra gæstens helbred. Det siges, at hotellet skulle bookes i mere end et år i forvejen så populært var det.

Vi booker aldrig noget i forvejen, så selvom hotellet havde været i drift, måtte vi pænt cykle videre. Hvem har også lyst til lade sine ømme benmuskler og trætte krop synke ned i et skoldhedt vandbad? Vi må nøjes med et varmt brusebad, når vi er så heldige at finde sådan et.

Turen op på bjerget er sindssyg smuk, og vi får et glædeligt gensyn med vores yndlingsdyr fra Patagonien: guanacoen. Der er massevis af det sjove dyr på vej op på bjerget. Adskillige skilte advarer os om pumaen, men vi er ikke heldige nok til at få et glimt af det spektakulære dyr. Guiden, som arbejder som formidler for skoleklasser og besøgende hos parkbetjentene fortæller os, at hun i de 9 år hun har arbejdet i Naturreservatet aldrig har set en puma, og at hun vil tage det som et tegn på, at hun skal stoppe med at arbejde der, den dag det sker.

Mad og bad i sigte

Vi cykler gerne 30 kilometer længere, hvis vi med 50 procent sikkerhed ved, at der er et varmt brusebad eller mad i sigte. De ekstra kilometer vi er villige til at cykle, stiger eller falder afhængig af om det er en salat, en burger eller en bøf vi kan sætte tænderne i. Denne dag er vi motiverede ved udsigten til at finde mad, som ikke er pasta og chorizo. Pasta og chorizo er vores go-to mad på de cykeldage, hvor vi camperer, så det spiser vi ofte.

Desuden må vi ikke sove i naturreservatet, så vi skal ned fra bjerget. Ned fra bjerget burde ikke være et stort problem, for tyngdekraften er med os. Efter 4000 kilometers cykling kan vi konstatere, at nedkørsler ikke er så ligetil som man skulle tro, og særligt ikke når vejen består af sand og løs grus. Sådan en nedkørsel kræver koncentration og koncentration er ikke det vi har mest af efter 8 timers cykling op ad bjergpasset på en varm og solrig dag.

Men ned kom vi og vi ramte jackpot og fandt en seng, et varmt bad og pasta og pizza hos italienske Fabio, som glad fortæller os, at i hans vandhaner er der mineralvand fra bjerget. Og at vi må bruge så meget vi vil.

Ep3. Regnfulde cykeldage i naturskønne Chile og lidt om sikkerhed

I tredje episode af vores podcast fortæller vi historier fra tre uger i det grønne, frodige og regnfulde Chile og tager et emne op, som vi ofte bliver konfronteret med af mennesker vi møder på vores rejse såvel som af bekendte hjemme i Danmark og på sociale medier; Er det farligt at rejse på cykel gennem Sydamerika? Og hvordan håndterer vi eventuelle ”fare” vi møder på vores vej?

Det med græsset er grønnere i Chile

Vi er kommet til Chile og cykler på rute 7, Carretera Austral, der er ombejlet af backpackere, cyklister og bilister på grund af den storslåede natur med bjerge, gletsjere og masser af floder. Vi drømte os væk fra modvinden i Argentina, og fandt ud af at græsset er grønnere på denne side af andesbjergene, men blot fordi det regner og regner.

Vi spiser varm havregrød med gojibær, kokos og en ordentlig smørklat for at forberede os til endnu en dag med heftig regn, mens regnen hamrer på vores telt. Vejret i Patagonien har igen overrasket os. I Argentina drømte vi os væk fra den opslidende modvind, og selvom vi vidste at det regnede på den Chilenske side af andesbjergene, var vi sikre på, at regn trods alt er bedre end modvind. Den holdning holdt stik i de første dage, hvor solen tittede frem fra skyerne, indtil vi en dag cyklede op ad et stejlt bjergpas i silende regn og kulde.

Totalt gennemblødte fra top til tå, ser vi os gang på gang slået af vejrguderne, og banker på døren til et lille hospedaje (bed and breakfast), hvor vi kan tørre vores tøj og få et varmt bad ovenpå turens måske hårdeste cykeldage indtil nu. Vi må lære at være påpasselige med, hvad vi ønsker os.

Det sværeste ved regnen er ikke kulden eller det gennemblødte tøj. Det er, at vi ikke i den grad, som vi ønskede, kan finde steder at campere i naturen på en strækning, som ellers er som skabt til netop vildcampering med de mange floder, søer og skønne grønne oaser. I stedet er vi nødsaget til at finde campingpladser med overdækning for regnen, eller bide i det sure æble, gå over budget, og finde et hospedaje at bo i.

På trods af regnen, nyder vi det bakkede, grønne bjerglandskab, som Carretera Austral snor sig igennem. Med kæmpe søer og floder, fyldt med ørred og laks. Lakseindustrien i Chile er verdens anden største. 

Martin har sat sig for at fange en laks til aftensmad og til den mission, har vi købt en fiskekrog og fiskegarn, som vi sirligt har snoet om en brugt colaflaske. Med kyndig vejledning fra et tilfældigt møde med en amerikansk fiskeriguide og fra nogle YouTube videoer, har Martin læst op på og kastet sig over disciplinen lystfiskeri. Det er en tidskrævende affære, som koster insektbid, våde sko og sågar en tur ud i floden for at redde fiskekrogen fra at sidde fast i en træstamme. Fiskekrogen måtte lade sit liv på en anden træstamme og vi har endnu til gode at fange en laks, så indtil vi kan købe en ny fiskekrog, må vi nøjes med plan B til aftensmad. Pølse, pasta og grøntsager.

Det er ikke kun os, som har kastet vores kærlighed på Carretera Austral. Hver dag møder vi andre rejsecyklister. En stor kontrast til Argentinas rute 40, hvor vi i over en måned kun mødte et par stykker. Generelt er turismen på denne rute overvældende. Det er tydeligt, at turismen er levevej for mange af de mennesker, som bor her på den chilenske side af Patagonien. I modsætning til Argentina er her masser af små byer på vejen, og mange byer er tæt pakket med campingpladser, hoteller, hospedajer og hostels, som huser de mange rejsende.

At vi pludselig er én blandt mange, kan mærkes. Vi oplever at chilenerne er venlige, men reserverede. Her er det ikke nok at være langturscyklist for at få positiv opmærksomhed, så vi må ty til andre metoder, for at vinde vores værters hjerter. I den henseende har vi stablet brænde og lavet mad til en af vores værter.

Den kraftige regn fik os til at søge indendørs for at tørre telt og tøj og det medbragte gode oplevelser med chilenerne. I landsbyen La Junta boede vi hos en ældre kvinde Maria, der bestyrer en campingplads og gæstehus helt alene. Maria arbejder dagen lang med alt fra rengøring til at hugge brænde til komfuret hvor maden laves. Om aftenen lavede vi en kæmpe omgang pasta med chorizo og inviterede Maria på aftensmad. Hun gengældte gestussen aftenen efter, og vi spiste lækker suppe med bøf og kartofler. Vi brugte aftenerne på at fortælle om vores liv i Danmark og Maria fortalte om sit liv i Chile.

Vi møder også naturens barske virkelighed, da vi cykler til den lille by Villa Santa Lucia. Da vi cyklede ind i byen kunne vi med det samme mærke at stemningen forandrede sig. Her var en trykkethed, som det grå vejr forstærkede. Vi blev ledt hen til et lille hotel, der lå i udkanten af byen sammen med huse, som var mere eller mindre ødelagte. Her var sket noget slemt. Senere fik vi det bekræftet. I december 2017, var her et mudderskred, der havde ramt halvdelen af byen. 22 mennesker var døde og 1 er endnu ikke fundet. Mange mennesker blev reddet, fordi en gaucho havde opdaget mudderskredet og reddet på hest ned til byen for at advare. Heldigvis var det sket om formiddagen og ikke om natten, hvor folk sov. Det satte tankerne i gang hos os. Hvordan kommer en by videre derfra? Vi blev mødt af søde, venlige mennesker, som nok alle har mistet nære for blot 5 år siden. Livet er uforudsigeligt. Og ligeså er naturen. I den ødelagte del af byen, er nu er museum til minde om de, der mistede livet.

Derefter fortsætter turen til Futaleyfú, hvor vi har skiftet pedalerne ud med padler og ror på livet løs på river rafting tur på en af de vildeste floder i verden til netop det formål; Futaleyfú. Efter nogle skønne hviledage i Futaleyfú fortsætter vi vores cykeleventyr og krydser grænsen til Argentina.

Ep2. 1000 km på øde veje i det sydlige patagonien

Vind, vejr og mangel på vand kendetegner de første 1000 kilometer af vores 25.000 kilometer lange cykeleventyr. Vi har cyklet på tværs af det Argentinske Patagonien på lange lige landeveje gennem øde steppe og besøgt små farverige landsbyer. Vi fortæller i denne episode om nogle af vores oplevelser i de første 1000 kilometer. Om vores møde med lokalbefolkningen, argentinske cowboys og om hvordan det føles at cykle ud ad en lille grusvej med taskerne fyldt med mad og vide at vi i de næste fem dage skal klare os selv.

Grusvej, cowboys og friturestegte boller på grusvejen rute 41

”Vand?”. ”Det finder I ikke før om 90 kilometer” var svaret fra den argentinske gaucho, da Martin på sit bedste spanske spurgte om der var vand i floderne længere fremme.

Kort forinden var vi drejet af asfaltvejen og ind på en 183 km lang grusvej. Gauchoen på hest er den første og eneste person vi møder den dag. Vi er cyklet ind på den berygtede grusvej rute 41, som fører os tættere på andesbjergene. Udover løs grus, finder vi her argentinske cowboys, friturestegte boller og et 1500 m højt bjergpas.

Rute 40, som vi har cyklet på de sidste uger, er en rute, som motorcyklister og campervans fra hele verden drager til Argentina for at køre. Ruten er normalt ikke et trækplaster for cyklister, som i stedet foretrækker den legendariske grusvej i Chile, Carretera Austral. Vi skulle have cyklet i Chile nu, men Corona restriktioner og lukkede landegrænser satte en kæp i hjulet for os.

Vi drømmer os væk fra asfaltvejen og bilerne. Selvom bilisterne som regel er søde og for det meste kører i en bue udenom os, er det ikke rart at cykle på en vej med biler, der drøner forbi med 100 km i timen.

Derfor og fordi vi trængte til at se anden natur end steppe, valgte vi at cykle ad den mindre besøgte rute 41, der er berygtet blandt motorcyklister og bilister for sin grusvej i dårlig stand, om end flotte og varierede natur. En stor del af Rute 41 løber ved andesbjergene og har væsentlig flere højdemeter, bl.a. et større bjergpas, end rute 40.

Løs grus og stejle stigninger lyder ikke som opskriften på en cyklists drøm, udover måske de, der kører mountainbike. Vores cykler er designet til at cykle på svært terræn og vi har gode dæk, men vi er tunge med vores oppakning og den ekstra vand, vi som regel må bære på. Derudover er grusvejen fyldt med vaskebræt, og her mener vi ikke dem, du ser på stranden en varm sommerdag, men det fænomen der opstår på grusvej, når bilerne kører hurtigt i det løse sand. Så kommer der bump på bump efter hinanden, nogle gange flere kilometer ad gangen. Tilsæt et bjergpas på knap 1500 højdemeter og du har opskriften på, hvordan vi tester formen på cykelbenene efter godt 1000 kilometers cykling i Patagonien.

Vi har fundet ud af, at hvis hundene ikke gøer, så er menneskene oftest søde og gæstfri. Den regel fik vi endnu engang bekræftet, da vi cyklede forbi en lille estancia (gård), som holdt får. Vi fik først øje på de nysgerrige hunde og dernæst fårehyrden, som var i gang med at fodre får. Stolt af sine får, inviterede han os ind i folden for at se, hvordan de lystigt spiste af det grønne græs. Efter en snak, cyklede vi videre og hen til gården, hvor fårehyrdens kone, Natalie, var i gang med at ordne vasketøj med technomusik i baggrunden. Hun tilbød os frisk vand fra en lille kilde i baghaven og alle de hjemmebagte friturestegte boller, eller på spansk torta fritas, som vi kunne spise.

I Patagonien lever vi med masser af vind. Men det betyder ikke at 90km i modvind ikke trækker tænder ud. Vi var fremme ved starten af bjergpasset og i et lille kryds fandt vi læ for vinden, som var blæst kraftigt op. I krydset lå en bygning. Den husede to unge mænd, der var ansat af vejvæsnet, men det var ikke nemt at se hvad arbejdet bestod af, da der ingen køretøjer eller redskaber var i nærheden. De havde Wifi og var mere optaget af deres videospil end os. Vi fik lov til at bruge deres Wifi og kunne se, at vinden var endnu kraftigere dagen efter med vindstød over 25m/s mod og fra siden op af bjergpasset. Vi besluttede at slå lejr og blive en dag ude i ingenting. Vi havde lige præcis nok mad med til den ekstra dag, så frokosten blev til pulverkartoffelmos og aftensmaden den sædvanlige pasta. Vi var i tvivl om, om teltet kunne klare den første nat i stormvejr, men trods rusken i teltet og en søvnløs nat gik det og vi fik hvilet os til dagen hvor bjergpasset skulle cykles. Det gav pote at vente en dag, da vi kunne cykle op ad bjergpasset på en kølig, men vindstille dag. Før frokost var vi over toppen og i godt humør.

Da vi fandt asfalt igen og kom til byen Los Antiguos, sad vi, høje på vores bedrift, på et lille pizzeria og ventede med længsel på en pizza med skinke og ost og drak en cola. Det er rart at få den kudus man selv føler, man fortjener, og efter 5 dage på grusvej, inkl. en tvungen hviledag ved foden af bjergpasset på grund af vind, uden bad, men med masser af grus, sved og sol og med kun nok mad til lige at klare os igennem, passede det os meget godt at de to motorcyklister, vi faldt i snak med ved bordet ved siden af vores, udbrød at cyklisterne var vejens rigtige helte. Kudus, pizza og cola er bare bedre efter 5 dage på grusvej.

Ep1. Starten på vores cykeleventyr fra Argentina til Canada

I vores første episode fortæller vi om hvem vi, Martin og Katja, er og hvorfor vi har taget beslutningen om at sige vores job op og rejse ud i verden på vores kæmpe cykeleventyr. Vi fortæller historier fra de første 850 km vi har cyklet gennem det sydlige Patagonien i Argentina, som er et af de mindst befolkede områder i verdenen.