Archive for month: januar, 2023

”Putumaya er den farligste region i Colombia, der er mange problemer med narkokarteller”. Nå okay, tænker vi begge og Martin spørger ”hvor er det?”. Manden kigger overraskende på os og peger på jorden ”jamen, det er jo her”. Vi griner alle tre. Hotelejeren skynder sig at tilføje at selvfølgelig er netop denne landsby ikke farlig, her har der altid været stille og roligt. Derudover var det værst for 5 år siden, alting er meget bedre nu.

Hele vejen op gennem Sydamerika og før vi tog afsted, har vi hørt to ting om Colombia. Dem, der har rejst eller boet i landet, omtaler ofte Colombia som deres yndlings rejsedestination. Dem, der ikke selv har været der, advarer os om, hvor farligt landet er.

Efter over 50 års borgerkrig, og med status som det land, der producerer størstedelen af verdens kokain, er det forståeligt, at landet har et dårligt ry. Det har længe været sandhed, at det er farligt at rejse i Colombia, men den tid er forbi og vi nyder vores 5-6 uger i det smukke land.

Dødens Trampolin

Apropos fare, så er en af vores første oplevelser i Colombia en tur på Dødens Trampolin. Vi cykler forbi den kilometer lange kø med lastbiler, personbiler, scootere og motorcykler, der mere eller mindre tålmodigt venter på at passet åbner, så de kan krydse den berygtede Trampolina de la Muerte, på dansk oversat Dødens Trampolin. På den vestlige hovedvej i Colombia er sket et mudderskred, der har spærret to kilometer af vejen, og da landets to hovedveje ikke er forbundet i syd, bliver trafikken dirigeret ad mindre omveje.

Navnet har vejen fået, fordi der sker rigtig mange dødsulykker. Det er et stykke grusvej på 60 kilometer, hvor du kører på bjergvej med bjerg på den ene side og afgrund på den anden. Vejen er til tider meget snæver, og den er ikke i særlig god stand.

Cyklister ynder at cykle Dødens Trampolin på grund af naturoplevelsen, for vejen er supersmuk og fra bjergpassene ser du ud i det uendelige landskab med bølgende grønne bjergtoppe så langt øjet rækker. Normalt er der ikke mange biler, og slet ikke lastbiler, der tager den besværlige vej over passet, men med jordskredet, har det ændret sig. Hvad der skulle være en naturoplevelse, bliver to dage i et bilfyldt mareridt.

Efter en lang dag i bilernes os, begynder det om eftermiddagen at styrtregne, og vi når længere op ad bjergpasset, da tågen lægger sig om os som blødt bomuld og vores udsyn forsvinder. Biler og lastbiler suser forbi, mens vi drivvåde cykler i usigtbart vejr. Heldigvis er passagererne søde, og hele dagen er vi blevet jublet ad og har fået en masse smil med på vejen. Vi beslutter os for at spørge en lille vejsiderestaurant om vi kan sætte vores teltet op der, for det er eftermiddag, og det er ikke forsvarligt at cykle i den tunge tåge.

I restauranten, som er en åben bygning med bliktag, er der travlt. Man siger, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nogen. I mudderskredets tilfælde er det de små vejsiderestauranter på Dødens Trampolin, der har gavn af alt den ekstra trafik. Uden tvivl tjener de flere penge disse dage, end de normalt gør på måneder. Vi køber en Aqua de Panela, som er en varm drik bestående af vand blandet med sukker fra sukkerrør.

Vi får lov til at sove i vores telt bag en grøn presenning, som afskærmer os fra restauranten og menneskemylderet på den anden side. Vi hopper tidligt i soveposerne, for vi er trætte, og vi ved at vores søvn kommer til at lide under de mange lastbiler, der fortsætter med at køre forbi i løbet af natten. I morgen er der endnu en bilfyldt dag, torden og masser af regn før vi kan slappe af i byen Mocoa.

Finca Floridas varme kilde

Vi står forpustede og kigger på den hvide havelåge. På det sorte skilt ved siden af, står der ”Finca Florida” sirligt malet i hånden. Vi har netop gået 200 højdemeter op gennem skov og krat ad en stejl vandresti med vores tasker og cykler. Det tog to timer, og alt vores energi er fuldstændig væk allerede fra morgenstunden.

Da vi dagen før kom cyklende, kunne vi se gården, eller Fincaen, som det hedder på spansk, ligge et godt stykke nede ad bjerget. Stedet, der har sin egen varme kilde, har vi fået anbefalet af vores cykelvenner Coralie og Natan, et fransk par, vi flere gange har mødt på vejen. De fortalte, at vi kan stille vores cykler ved den lille butik overfor havelågen. Det er sent om eftermiddagen, og butikken er lukket. Solen går snart ned, og vi er flade efter en lang cykeldag. Der er ingen tvivl om, at vi ikke kan stille cyklerne oppe ved vejen, for selvom det er en lille grusvej, kommer der biler forbi. Vi har heller ikke tid til at cykle videre og finde et andet sted at sove og beslutter os for at tage cyklerne med ned til gården.

Det er en tur på 200 højdemeter ned ad en 1 kilometer lang og stejl vandresti. Turen nedad er besværlig, men ikke slem, for vi bliver godt hjulpet af tyngdekraften med vores tunge cykler. Nede ved gården finder vi den belønning, vi vidste ville komme: et fint sted at campere og en varm kilde til de ømme cykelben. Vi møder en ung mand, der fortæller, at det par, der bestyrer stedet er taget til byen. Han kan ikke tilbyde det måltid mad, vi havde drømt om, så vi må selv i gang med pasta og tun. Den varme kilde skuffer ikke og vi nyder at slappe af i det varme vand. Vi glemmer næsten, at vi skal slæbe cykler og udstyr op igen næste dag…

Kaffebonden Carlos

Colombia er verdens tredje største eksportør af kaffe og indtil for nyligt har kaffe været den vigtigste colombianske eksportvare. I dag er det olie, som i så mange andre sydamerikanske lande, men kaffen er stadig en vigtig eksportvare for Colombia og kilden til levebrød for mange tusinde kaffebønder.

Vi cykler i kaffedistriktet i Colombia, og beslutter os for at tage en rundvisning på en kaffegård for at blive klogere på de sorte dråber. Mens vi bliver vist rundt, fortæller ejeren Carlos stolt om de tropiske frugter han gror blandt kaffeplanterne, alt fra ananas til mango og eksotiske frugter fra Amazonas. Han viser os planter, som bruges til naturmedicin mod forkølelse, feber og dårlig mave. Vi joker med, at han har et helt supermarked i sin baghave. Hvad frugt og naturmedicin har med kaffe at gøre, kommer vi tilbage til.

Mange colombianske kaffebønder stadig passer sin egen gård, og sælger kaffebønnerne til et nationalt kaffecooperativ, der håndterer ristningen og eksporten af kaffen. Kaffeproduktionen er ikke i samme grad som f.eks. bananen eller sukkerrøret ejet af stenrige investorer, der laver kæmpe produktioner, men kan sammenlignes med det danske andelsselskab Arla. Det er i hvert fald, hvad Carlos fortæller.

Det har stor betydning for den enkelte kaffebondes velstand at være en del af cooperativet, fordi bonden ejer sin egen gård og land. Derfor har gruppen af kaffebønder formået at udvikle sig væk fra fattigdom til middelklasse i de 200 år, kaffen er blevet dyrket i Colombia.

Carlos’ familie er et eksempel på dette, og han er efterkommer af nogen af de første kaffebønder i Colombia. Carlos fortæller, at der i kaffedistriktet ikke er så mange sociale problemer, som i mange andre områder i Colombia. Han har f.eks. selv haft mulighed for at tage en universitetsuddannelse.

Carlos dyrker kaffe på en naturvenlig måde, hvor den vilde natur forbliver en del af kaffeplantagen, og derved holder en bedre balance med biodiversitet og samtidig sænker behovet for forbrug af pesticider. Derfor dyrker han alverdens tropiske frugter blandt sine kaffeplanter.

Carlos ser rundvisningerne på sin kaffegård, som en mulighed for at uddanne colombianere og vestlige forbrugere til at vælge kaffe, der er dyrket bæredygtigt. For selvom det er dyrere, som han siger, så giver det ham og andre mulighed for at bevare biodiversiteten på kaffegårdene.

Vi slutter af med en lækker kop espresso, som holder os vågne resten af dagen. Klogere på kaffeproduktion, og lidt skeptiske om den romantiske fortælling om biodiversitet og forbedrede arbejdsforhold i Colombias kaffeproduktion. Vi har trods alt cyklet forbi mange kaffeplantager, hvor monokulturen trives og hvor arbejdere sprøjter med pesticider.

Det Caribiske hav og Darien Gap

Efter lange cykeldage i fugtig varme mod den caribiske kyst og havnebyen Necocli, begynder vores søgen efter den række af både, hvori vi skal krydse det famøse Darien Gap, et lovløst område af jungle, der forbinder Colombia og Panama på land.

Helt fra før vi startede vores rejse, er vi blevet spurgt, hvordan vi krydser the Darien Gap, som for de fleste er omgivet af mystik. Hvad sker der i junglen, hvor lovløshed råder sammen med narko- og menneskesmuglere? Vi har svaret, for selvom vi ikke selv har gået turen ind i junglen – det ville være både uforsvarligt og meget besværligt med vores cykler – har vi mødt mange, der har, eller som forbereder sig på at gøre det.

Hundredetusindevis af migranter og flygtninge fra hele verden tager hvert år turen gennem junglen i søgen efter et bedre liv i USA. Det er en kostbar og farlig affære, der indebærer nattevandringer, bådture under grumme omstændigheder og risiko for at blive udnyttet på alle tænkelige måder af de menneskesmuglere, hvis hænder, migranterne for en tid ligger deres liv i.

Hele vejen gennem Colombia, har vi mødt flygtninge fra Venezuela, der vandrer langs hovedvejene. Men det er alligevel en overraskelse, da vi kommer til Necocli og ser, hvordan byen lever af at huse migranter og flygtninge, der forbereder sig på at vandre gennem the Darien Gap.

Migranterne har vidt forskellige vilkår, udover at de alle er flygtet fra deres hjem. Vi møder en kinesisk familie, der er flygtet fra Kina på grund af politiske årsager. De har penge til at bo på et fint hotel og spise på restauranterne i byen og har betalt 10.000 dollars pr person for at blive smuglet gennem de mange lande. Vi møder også en familie, der er halvt fra Venezuela og halvt fra Cuba. De sover på stranden og tigger til dagens fornødenheder, samtidig med at de tigger for at skaffe penge til bådturen over til Capurgana, hvor junglevandringen starter. Billetten til Capurgana koster omkring 15 dollars pr person.

Vi, og de få andre turister, skiller sig ud. “Har I pas?” Spørger damen i hotellets reception. Vi er heldige, at vi har danske pas, og at vi er på en helt anden rejse. Vores krydsning af the Darien Gap, kommer til at ske med både og bliver et eventyr, i modsætning til migranternes junglevandring, som snarere kan beskrives som et mareridt.

Colombia er farligt

Sloganet ”Det eneste risikable ved at rejse til Colombia, er at du får lyst til at blive” kan vi nu nikke til. Vi er blevet mødt af hjertevarme mennesker, der med smil og gratis frugt har gjort Colombia til en vidunderlig rejse. Colombia er ikke farligt for turister, men der er stadig lang vej til at alle føler sig sikre.