Det sydlige Patagonien – Blæsevejr og solbrændte ben

Vores oprindelige plan var at starte turen i verdens sydligste by Ushuaia og krydse grænsen mellem Argentina og Chile adskillige gange på vejen op gennem Argentina og Chile. Grænserne er lukket på grund af corona, og derfor har vi ændret vores planer, så vi i starten af turen cykler udelukkende i Argentina. Vi håber stadig på at kunne krydse ind i Chile længere nord på, for vi har ikke opgivet drømmen om at cykle på Chiles berømte rute Carretera Austral, som vi har hørt fra andre langturscyklister skulle være noget af det smukkeste!

Vi startede cykelturen 700 kilometer nord for Ushuaia i i Rio Gallegos, som er hovedstad i Santa Cruz provinsen i det sydlige Patagonien, men først efter et par dage i Buenos Aires, hvor vi fik vores første argentinske bøf og for første gang oplevede argentinernes imødekommenhed. Vi har følt os meget velkommen og godt tilpas i Argentina siden første dag.

I Rio Gallegos forberedte vi os på cykelturen. Vi købte benzin, mad og vand, så vi kunne klare os en uge frem og så cyklede vi ud i vinden og mod El Calafate, som ligger 300 kilometer nordvest fra Rio Gallegos.

I de første to dage blev vi og cyklerne næsten blæst af vejen. Vi cyklede i gennemsnit 5-10 kilometer i timen, i modvind, som vi aldrig har oplevet den før. Vinden var tilmed tør og kølig, så vi nåede ikke at opdage, hvordan solen bagte ned på os, før Martin fik knaldrøde og ømme ben.

Landskabet i den del af Patagonien yder ikke nogen form for beskyttelse mod vinden, som ofte hærger. Der er øde så langt øjet rækker.

Vi søger steder med læ til vores frokostpauser og ofte finder vi en viadukt, hvor vi kan sidde ved grøften, spise vores frokost og tage en lille blunder. Nogle gange har vi selskab, ofte i form af fluer, men en særlig spændende dag fik vi besøg af en sort enke.

Udover den sorte enke, har vi set masser af andre spændende dyr, fx bæltedyr, stinkdyr, ræve, ørne og guanacoen, som tilhører familien kameldyr, men som vi synes ligner lidt en blanding mellem en lama og et dådyr med den lange hals og store brune øjne.

Guanacoerne springer elegante over de kilometerlange pigtrådshegn, der står langs vejen. For den uheldige guanaco sker det dog, at benene ikke kommer hele vejen med hen over hegnet. Vi har set flere skeletter ligge ved hegnet.

En dag fik vi chancen for at gøre en forskel for en af de uheldige guanacoer, da vi fik øje på den ved hegnet. Den sad fast og prøvede adskillige gange at komme fri, men var åbenlyst afkræftet efter lang tids kamp. Martin steg af cyklen og gik målrettet hen til hegnet med sit multitool. Han klippede toppen af hegnet og guanacoen vristede sig fri og skyndte sig afsted mod sin flok.

De første 300 kilometer vi har kørt til El Calafate er stort set øde, med undtagelse af den byen La Esperanza, som ligger midtvejs. La Esperanza er åbenlyst et sted, hvor ikke mange bor, men hvor mange stopper på vej til eller fra Rio Gallegos. Ved byens centrum, tankstationen, får lastbilchaufførerne og de mange turister sig en sandwich eller en kop kaffe, før de kører videre.

Mens vi stod på tankstationen og overvejede hvor vi skulle sove, kørte der en bus op med en masse argentinske turister. Snart var vi omringet af 20 ældre argentinere, der på spansk stillede os en masse spørgsmål omkring cyklerne og vores tur. Martins solbrændte ben lagde de også mærke til, da de grinende bekræftede, at vi da helt sikkert måtte være danskere, for hvem kunne ellers – end to blege skandinaver -kunne få sig sådan en flot solskoldning?

Dagen efter cyklede vi til en vejservicestation. Vi havde hørt, at man som cyklist kan få lov til at stille sit telt i deres garage, men Walter og Claudio, som arbejdede der, var nu mere interesserede i at sælge os en plads i en af de containere, som arbejderne bor i, når de kommer derud for at arbejde. Vi besluttede os for at takke ja, og endte med at blive i containeren en ekstra dag, fordi det blev storm med op til orkanstyrke dagen efter vores ankomst.

Da vi endelig skulle afsted, halvanden dag senere, var vinden stadig stærk, men den var vendt til vores fordel, så vi på en stor del af dagen kom til at køre med vinden til siden og i ryggen.

Det var blevet virkelig koldt, og de 11-17 grader vi ellers havde nydt godt af dagene forinden, måtte vi se længe efter. Det var -1 grad, da vi tog afsted. Walter mente at vi var ”loco”, at tage af sted i det vejr, men afsted ville vi, så selvom han to gange tilbød at køre os til El Calafate, så drog vi ud på cyklen.

Og hvilken dag! Det var koldt og til tider var der modvind lige i ansigtet, men vi oplevede også lange strækninger med vind i ryggen, hvor vi susede afsted mod El Calafate og vi endte med at køre hele strækket på én dag, så vi ankom til El Calafate om aftenen.

På vejen mod El Calafate dukkede bjergene op i forgrunden, og vi har nu holdt 4 skønne hviledage i El Calafate med udsigt til Andesbjergene, masser af lækker mad, planlægning af den næste del af turen og et besøg til den fantastisk smukke gletsjer Perito Moreno. I morgen tager vi mod El Chalten, som er et mekka for friluftsaktiviteter, hvor det ikoniske bjerg Fitz Roys venter os og hvor vi har planlagt at vi skal vandre flere af de smukke vandreruter i området. Vi glæder os!