Vi har krydset Sydamerika på cykel – Næste stop Panama

Vi står i Colombia og kigger ud over det caribiske hav, en mild brise danser ind over stranden. Vi sveder og vores fugtige tøj klynger sig til kroppen, men vi smiler stort. 13 måneder efter vi startede vores tur, har vi cyklet hele vejen op gennem Sydamerika. Sikke en milepæl!

Nu fejrer vi vores bedrift i en hængekøje i strand byen Capurgana, hvor vestlige turister kommer for den caribiske stemning, strand og sol. Byen er som lavet af hostels, hoteller og restauranter. Her finder du frisklavede juice og iskaffe, og turister slentrer gennem byen i bikini og badebukser. Hvis man ikke vidste det, ville man ikke tro på at blot få kilometer derfra, er virkeligheden en hel anden.

The Darien Gap og migranterne

Mulighederne for at krydse fra Colombia til Panama er ikke mange, da de to lande kun er forbundet af et lovløst jungleland, kaldet the Darien Gap. For de fleste er the Darien Gap omgivet af mystik. Hvad sker der i junglen, hvor lovløshed råder sammen med narko- og menneskesmuglere? Vi har svaret, for selvom vi ikke har taget turen ind i junglen, møder vi mange, der forbereder sig på netop det.

Selvom vi kender til problematikken, er det en overraskelse for os, da vi ankommer til havnebyen Necocli på Colombias caribiske kyst og med egne øjne ser, hvordan byen lever af at huse mennesker, der forbereder sig på vandreturen gennem the Darien Gap.

Vi, og de få andre turister, skiller sig ud i den kaotiske havneby. “Har I pas?” Spørger damen i hotellets reception. Det er ikke en selvfølge at gæsterne vil registreres. Vi er heldige, at vi har danske pas, og at vi er på en helt anden rejse. Vores krydsning af the Darien Gap, kommer til at ske med både, og bliver et eventyr i modsætning til migranternes junglevandring, som snarere kan beskrives som et mareridt.

Bådkrydsningen

Der er to måder, turister med pas typisk krydser fra Colombia til Panama. Den ene er med fly. Den anden er med tour firmaer, der udbyder sejlture og speedbådsture gennem det caribiske paradis bounty-øerne San Blas, der ligger i Guna Yala provinsen. Det stemmer ikke overens med vores budget, og da vi vil undgå at flyve, må vi finde vores egen vej og bruge de lokales transportbåde.

I Guna Yala provinsen bor Gunafolket og målet for os er at arrangere en række både, der kan hjælpe os til fastlandet i Panama, hvorfra vi kan cykle videre.

Det er let at komme med den første båd fra Necocli til Capurgana. Og videre fra Capurgana til vores første stop i Panama, Obaldia. Ved havnen, hvor vi køber billetter, venter hundredvis af migranter. Der er små boder, der sælger alt, du har brug for til at krydse vandet og vandre 5-7 dage gennem junglen – gummistøvler, myggespray, vand, vandtætte poser til mobilen, liggeunderlag og sågar telt. Det er ikke alle, der har råd til at købe et “junglekit”, men for de heldige kan rejsen blive en anelse mere komfortable. Vi er – måske lettere naivt – forbløffede over den kæmpestore pengemaskine, en migrantrute er på så mange niveauer.

Gunafolket og stormen der raser

I Obaldia er der ikke en havnefront, så vi må vade ud i vandet til naglen og op i den næste båd, der skal sejle os til Anachucuna. De unge mænd, der sejler båden, er så venlige at bære vores cykler ud i båden, og vandet når dem op til halsen. Gunafolket har en stærk sejlkultur, fordi de bor langs kysten og på øer. Efter en vild sejltur med flere meterhøje bølger, ankommer vi til Anachucuna. bliver vi budt velkommen af Ricardo, som skal sejle os videre dagen efter.

Landsbyen består af huse lavet af strå med tage af palmeblade. Vi spiser kylling og ris og nyder den lækre mad, mens vi snakker med kvinderne i deres flotte farverige dragter. Guna kvinderne går traditionelt klædt med perlekæder op ad arme og ben og flotte røde kjoler med et hjemmelavet broderet korset.

Bountyøen Atidub

Efter en uplanlagt hviledag i Anachucuna på grund af storm, er vi klar til at tage af sted til næste stop; øen Atidub, og Martin rækker cyklerne ud i båden over et rækværk. I et uheldigt øjeblik flytter båden sig, og modtageren får ikke fat, så Martin står med cyklen i udstrakte arme og rammer det lille træværk med brystet. Vi hører begge knækket. Det viser sig at være et brækket ribben, men smerten kommer først et par dage senere. Vi sætter os til rette i båden sammen med hvad virker som resten af landsbyen, og kigger med rædsel på, hvordan vores cykler bliver brugt til at stå på af bådens to hjælpere. Men vi kan ikke gøre meget, vi sidder som sild i en tønde.

Efter fire timer ankommer vi til Caladonien, som er en samling øer i Guna Yala provinsen. Her har vi en aftale med Ati. Ati ejer øen Atidub, som normalt er et stop for turisterne på turistbådene. Han har en hytte, som vi kan bo i. Det er en rigtig bounty ø med hvide sandstrande, palmer og turkisblåt vand. Fordi her kommer turister, findes der et toilet på øen. Der har ellers ikke været kloakering eller toiletter andre steder i Guna-yala. Den slags ordnes i havet eller i de små sandede gader. Vi spiser sammen med Ati og hans familie de tre dage vi er på øen og hygger os med at lave bananjuice, slænge i hængekøjen og tage på små udflugter til de omkringlæggende øer.

Ati sejler os rundt i området, og vi besøger hovedøen i Caladonien. Her bor alle meget tæt i små kvadrater med hele familien i flere generationer. Gunafolket har en stærk tro på deres måde at leve på og holder på deres traditioner. De har økonomisk og politisk selvstyre fra Panama, og det er de tydeligt stolte over.

Efter tre dejlige dage på hvad der nu føles som vores egen øde ø, vinker vi farvel til det skønne område og Ati og hans familie. Det har været en stor oplevelse at bo hos Gunafolket og vores krydsning af Darien Gap kunne ikke være bedre, selvom vi måske er blevet snydt en smule, når vi ved bådene skulle prutte om prisen.

Vi kommer til havnen Carti på fastlandet, hvor vi pakker cyklerne og cykler fem meter, da vi ser at Martins baghjul er ekset – det var alligevel ikke så smart at cyklerne blev brugt som skamler i båden og vi finder et lift de 100 km til Panama City.

Panama City – kontraster

Efter flere uger i mindre landsbyer med mudderhuse med palmetage og kokosnødder, er det en stor kontrast at ankomme til Sydamerikas svar på Dubai. Kæmpe højhuse tårner op omkring os, og vi er kommet til bilernes by. Det er ikke meningen at du kan gå rundt i Panama, det er infrastrukturen ikke sat op til.

Vi prøver dog alligevel, og går byen rundt for at besøge cykelhandlerne, så vi kan få fixet Martins bagdæk. Vi kommer til den rigtige cykelforhandler, der hamrer dækket ned i betongulvet indtil det er nogenlunde rettet til. Vi bliver enige om, at vi godt kan cykle videre på det eksede dæk, og så få tilsendt et nyt dæk – måske til Costa Rica.

Vi bliver et par dage ekstra i Panama City, fordi Martin har smerter. Det brækkede ribben får lidt ro, mens vi nyder et par dage på et hostel og laver god mad. På vej ud af byen cykler vi over Panamakanalen, og det er utroligt, hvad den menneskeskabte kanal betyder for verdenshandelen. Kanalen blev bygget færdig af USA i starten af 1900-tallet, men havde allerede været længe undervejs. Franskmændene, der oprindeligt påbegyndte arbejdet, blev dog så plaget af sygdom og ulykker at de måtte opgive. Det siges at godt 27.000 mennesker døde i forbindelse med byggeriet. Det var først i 1999 at Panama overtog kanalen, inden da, styrede USA den med hård hånd.

Panama Highway og Besøg hos Claus

Igennem meget af Panama, cykler vi på Panama Highway, og det er ellers lastbilernes domæne. Vi kan ikke sige, at vi nyder at cykle langs hovedvejen, særligt ikke fordi det er over 40 grader varmt, og bilernes osen forfølger os hvor end vi kommer. Efter at have cyklet gennem hele Sydamerika, hvor vi kan tælle på hænderne hvor mange fastfoodkæder vi har set, er det næsten for meget af det gode, at der ligger en MacDonalds eller andre fastfoodkæder hvert 10-30 kilometer. Vi (mis)bruger dem lidt, fordi vi så gerne vil ud af varmen og ind i aircondition, så de første dage i Panama får MacDonalds og Subway hyppigt besøg af os. En anden træls ting ved at cykle langs hovedvejen, er, at lastbilernes dæk springer og derfor ligger der en masse små metal-splinter, der elsker at bore sig ind i vores – nu ret medtagede – dæk. Vi kan nemt lappe cykelslanger op til tre gange om dagen… I 40 graders varme…

En af Martins kammerater fra Eventyrernes Klub, Claus, bor i Panama med sin kone Carla, og vi besøger dem i deres dejlige hjem ved Stillehavet, hvor vi får et dyb i Stillehavet og nyder godt af deres hospitalitet og Carlas lækre mad inden vi cykler videre ud i varmen.

På vej til Claus, cykler vi forbi en Starbucks, hvor et par vinker til os. Vi cykler først forbi, men bliver enige om, at vi må tilbage og se, om det er nogen vi har mødt på vejen før. Det er det ikke, men de tilbyder en Frappechino og en god snak. Det er et ungt par, Katjas navnesøster, og hendes kæreste, der bor i Panama og arbejder remote, men som før Corona cyklede i Sydamerika, og endte i Uruguay i over et år under Pandemien. Vi elsker at blive inspirerede af andre menneskers livsstil, og vi møder så mange spændende mennesker på vejen.

Panamas oprindelige folk

Panama overrasker os, fordi vi finder ud af, at der lever flere oprindelige folk, der har kæmpet for deres rettigheder og har en form for selvstyre fra Panama. Guna-folket er et eksempel, men vi møder også Ngöbe folket, da vi cykler op mod den Caribiske kyst. Vi cykler ind i en lille landsby, hvor vi har hørt, vi måske kan få lov til at sove, og møder den sødeste familie, der inviterer os til at sove i deres brors næsten-færdigbyggede hytte på stylter. Vi sætter teltet op på øverste etage og tager hjem til familien for at spise aftensmad. Lækker kylling med ris og varm kakao. Landsbyen lever af at sælge kakao, og har store kakao marker tæt på, hvor de fleste mænd arbejder. Vores skønne værtinde er for nyligt blevet skilt fra sin mand, fordi han fandt en anden kone. Hun er dog mest af alt lettet, fordi det er meget arbejde at holde en mand i live. Hun har allerede nok at se til med sin bror, der bor hos familien, og sine to teenagesønner, som hun er blevet nødt til at få til at flytte – ellers er der ikke økonomi til at brødføde familien.

Efter kun 2-3 uger i Panama, finder vi os selv ved grænsen til Costa Rica. Det næste lange stykke tid i Centralamerika skal vi vænne os til at vi kun er i landende i et par uger, før vi krydser ind i næste land. Vi glæder os!